DHL 2025: Skal I være med?

Aarhus Universitet slår traditionen tro AU-lejren op til DHL-stafetten i august, og alle medarbejdere kan nu tilmelde sig det festlige motionsløb. Saml jeres hold og sæt kryds i kalenderen til motion, frisk luft og hygge.

Løbere til DHL-stafet.
Der er stor opbakning til DHL fra medarbejdere på Aarhus Universitet. Foto: Jens Hartmann Schmidt, AU Foto

Det plejer at vrimle med AU-trøjer til DHL-stafetten - i 2024 deltog hele 2100 AU-medarbejdere i verdens største motionsløb. Er du klar på endnu en hyggelig og aktiv dag i selskab med dine kolleger, så er det nu, I skal begynde at samle hold i jeres afdeling.

DHL-stafetten afholdes i 2025 i:

Aarhus: torsdag den 21. august – læs mere og tilmeld dig 

Odense: torsdag den 21. august – læs mere og tilmeld dig

København: torsdag den 28. august – læs mere og tilmeld dig

Tilmeldingsfristen er den 20. maj 2025.

Gå eller løb 5 kilometer
Om du vil løbe fra chefen, lunte, gå eller sætte rekord, er helt op til dig. De 4 forskellige kategorier giver rig mulighed for, at alle kan være med. I skal samle et hold på 5 for at tilmelde jer, og én af jer skal være holdkaptajn.

Tilmeld jer én af de følgende kategorier:

  • Stafet – kvinder
  • Stafet – mænd
  • Stafet – mix
  • Walk

Alle ruter er 5 kilometer. I stafetten løber én deltager fra holdet ad gangen. ’Walk’-holdene går hele ruten i samlet flok. Ens for alle hold er, at der efterfølgende vil være mad og drikke og hyggeligt samvær med kolleger.

Nye deltagere får udleveret løbetrøjer
AU's officielle løbetrøje genbruges fra år til år. Nye deltagere, der ikke i forvejen har en AU-løbetrøje, kan bestille én hos holdkaptajnen i forbindelse med tilmeldingen. Har du mistet din trøje, eller er den slidt op, er det også din holdkaptajn, der skal bestille en ny. Vær opmærksom på, at der er et begrænset antal af trøjer.

Følg med på AU’s DHL-side, som løbende bliver opdateret med informationer.