En vitaminindsprøjtning af de større
Venturefonden Delphinus bliver et stort aktiv for Aarhus Universitets forskere. Det uddyber rektor Brian Bech Nielsen i en kommentar i forbindelse med fondens etablering.
Tidligere i denne uge så en ny venturefond dagens lys: Delphinus Venture Capital. Det har jeg længe set frem til. For her er der en ny mulighed for forskere og studerende, som søger kapital til at realisere iværksætter-ideer, der omsætter viden til lovende nye virksomheder.
Delphinus Venture Capital skal investere i visionære entreprenører med kommercielt bæredygtige forretningsideer og give dem de bedste betingelser for at etablere og skalere deres opstartsvirksomheder.
Der er store forventninger fra samfundets side til, at forskningen også leverer erhvervsudvikling og løsninger på de udfordringer, vi står over for, og på Aarhus Universitet er vi allerede godt i gang. I de senere år har vi oplevet, at flere og flere af universitetets forskere får fremragende ideer, der kan bidrage med udvikling og løsninger ved at blive kommercialiseret.
Derfor er det helt afgørende, at forskere med iværksættertalent kan få adgang til den nødvendige kapital til at omsætte deres ideer til videnstunge virksomheder. Mange af disse skal slå rod i vores del af landet. Her kan Delphinus være en vigtig affyringsrampe, for det er ofte manglen på risikovillig kapital, der stopper talentfulde iværksættere fra at nå det næste niveau.
Der er et uforløst potentiale, når det gælder om at sætte vores viden og innovation i spil og få skabt endnu flere videnstunge virksomheder. Jeg møder forskere og studerende, der er rige på både idéer og initiativ, og virksomheder, der er startet af forskere på AU, har de seneste 5 år tiltrukket investeringer for knap 3 milliarder kroner. Samtidig har vi et stærkt erhvervsmæssigt bagland i det øst- og midtjyske. Vi har med andre ord et utrolig godt udgangspunkt.
Det er også vigtigt at få med, at en del af afkastet fra den nye venturefond vil gå tilbage til forskningsfonden og blive kanaliseret over i fondens vanlige uddelinger. På den måde vil den øgede aktivitet på innovationsområdet også komme Aarhus Universitets forskning til gavn, så vi på sigt får skabt en selvforstærkende effekt.
Den nye venturefond er blevet realiseret i et samarbejde mellem de tre store erhvervsaktører Heartland A/S, Norlys og Salling Group samt Aarhus Universitets Forskningsforskningsfond. Der er grund til at kvittere meget positivt for det store engagement, vores partnere hermed udviser til gavn for vores iværksættere.
Jeg ser frem til at se endnu flere nye videnstunge virksomheder vokse frem i vores del af landet på baggrund af en god ide og med kapital i ryggen fra Delphinus Venture Capital.
Mere information
- Se også pressemeddelelse fra AUFF.
Der er rigtig gode eksempler på vidensbaseret Innovation på Aarhus Universitet.
Få et indblik i videoen her