Er du den næste ansøger til et Center of Excellence?
Den 4/11 afholder Danmarks Grundforskningsfond informationsmøde for alle interesserede forskere. Anledningen er det kommende opslag fra fonden, hvor der åbnes for ansøgninger om etablering af Centers of Excellence (CoE).
En centerbevilling er en fleksibel bevilling på op til i alt 100 mio. kr. fordelt på op til 10 år. Den falder i to bevillingsperioder af henholdsvis seks og fire år. Centrene udgør en unik ramme for fremragende forskning. Der kan etableres centre inden for og på tværs af alle forskningsområder.
Mødet vil være relevant både for ansøgere til det nuværende opslag og for unge forskere, der overvejer at søge ved én af de kommende ansøgningsrunder fra grundforskningsfonden.
Alle interesserede forskere opfordres til at deltage i mødet.
På mødet vil direktør for Danmarks Grundforskningsfond Søren-Peter Olesen præsentere det aktuelle opslag. Desuden vil centerlederne Rubina Raja og Troels Skrydstrup fortælle om deres erfaringer med ansøgningsprocessen, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderne.
Se opslag fra Danmarks Grundforskningsfond.
Se program for mødet den 4/11 her.
Fakta:
- Aarhus Universitet har pt. 15 grundforskningscentre
- Danmarks Grundforskningsfond fik i forbindelse med finansloven for 2015 en fornyet bevilling på i alt 3 mia kr., således at fonden kan fortsætte sit virke helt frem til 2026/2027.