Få viden og perspektiver på verden fra Aarhus Universitet på Folkemødet
Forskningsskibet Aurora lægger til ved kajplads H6 i Allinge Havn under Folkemødet på Bornholm og danner rammerne, når Aarhus Universitet inviterer til debatter og formidling af forskning.

Aurora er lastet med en stribe af AU’s forskere, som stiller op sammen med politikere og samarbejdspartnere ved universitetets arrangementer. Derudover deltager AU også i en lang række aktiviteter i techteltet.
På Aurora bliver der bl.a. sat fokus på fremtidsperspektiverne for universiteternes bidrag til samfundet i lyset af fx en politisk reform, som lægger op til at halvere en lang række kandidatuddannelser. Alle tre dage vil der desuden være bidrag ind i debatterne fra en bred vifte af forskning og ekspertviden. Her blot nogle eksempler på debatter og events – se hele programmet for AU på Folkemødet
Torsdag den 15. juni er Aarhus Universitet vært for arrangementer om bl.a. kønsskævheder i uddannelserne, studenter som aldrig kommer i gang med uddannelse og Danmarks problemer med at følge med i det internationale forskningskapløb.
Fredag søsættes med fascinerende fortællinger om politi-efterforskning under vandoverfladen og skibsvrag med sprængstoffer, men dagen runder også emner som ludomani, offentlige ledere og sygdomstegn i sundhedsvæsnet.
Lørdag byder bl.a. på en samtale om hjernens påvirkning af endeløse informationsstrømme og debat om atomkraft inden AU’s deltagelse på Folkemødet rundes af med fællessang og historisk gennemgang af revolutionære evergreens.
Techteltet er et samarbejde mellem ingeniørforeningen IDA, Engineer the Future samt universiteterne DTU, SDU, AAU og AU, der byder på et tætpakket program i Techteltet og på rullestensstranden, hvor emner bl.a. er grøn energi, forsvarsteknologi og meget mere
Mere information
Se alle AU’s arrangementer på Folkemødet på au.dk/folkemøde
Se også nyhed om AU i Techteltet