Henrik Bindslev ny prodekan på Aarhus Universitet

Ny prodekan for forskning på hovedområdet Science and Technology på Aarhus Universitet bliver Henrik Bindslev, der kommer fra en stilling som vicedekan på DTU. Han tiltræder den 15. maj.

Henrik Bindslev har stor erfaring med forskningsledelse, både nationalt og internationalt. Han har senest som direktør for DTU Risø i en årrække været øverste leder for 700 medarbejdere og haft ansvar for en institution med en omsætning på knap 700 mio kr. Med ansvar for visioner og strategi for forskningen på Risø DTU, som beskæftiger sig med forskning inden for bl.a. vind-, bio- og solenergi samt brændselsceller, har han et fremragende kendskab til forskningspolitik i Danmark og EU. Han har ligeledes erfaring med forandringsledelse og organisatoriske strukturændringer fra sin tid på Risø DTU, da det daværende Forskningscenter Risø i 2007 blev lagt sammen med DTU og fik navnet Risø DTU. Dermed er han godt rustet til udfordringerne som prodekan i den nye organisation på Aarhus Universitet.

Som medlem af adskillige råd og komitéer i ind- og udland har Henrik Bindslev et omfattende netværk inden for energi og forskning. Han er en rutineret taler og debattør og er vant til at kommunikere i medierne. Og så er han en dreven forhandler både i forhold til industrien og de offentlige myndigheder.

Henrik Bindslev er uddannet på DTU og blev efterfølgende ph.d. i plasmafysik fra Oxford University. Han har derefter arbejdet som fusionsforsker bl.a. ved den europæiske fusionsreaktor JET i Oxford i England og siden 2001 på DTU Risø, hvor han var forskningsleder frem til 2007. Han blev i 2007 direktør for Risø DTU, en post han forlod i marts 2011 for at blive vicedekan for DTU.

Henrik Bindslev blev i juni 2010 udpeget som formand for det europæiske energiforskningssamarbejde EERA (European Energy Research Alliance), der er etableret af ti førende europæiske laboratorier.