Inden i mig gemmer sig en lille dreng, der har lyst til at gøre oprør

Gennem mere end to årtier har biolog Morten DD Hansen delt sin begejstring for naturen i tv-programmer, i foredrag og på utallige vandreture gennem Mols Bjerges unikke landskaber. Mød den selvudnævnte ”chefkratlusker”, der fik mange gode råd i sin studietid på Aarhus Universitet – men ikke lyttede til dem.

Morten DD Hansen.
”Lige nu lytter jeg til en syngende sangdrossel ude i hegnet. Den ankom fra Sydeuropa i nat, og den er aldeles ligeglad med verdens fortrædeligheder. Den er biologi, og den insisterer bare på at leve”. Biolog Morten DD Hansen er foredragsholder, naturvejleder og TV-vært kendt fra bl.a. DR’s "Bidt af naturen", "1 døgn, 2 hold, 3 dyr" og "Brændt, bidt og stukket". Han har tidligere været museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus gennem 23 år. Foto: Privat

Hvad er dit bedste minde fra din studietid på Aarhus Universitet?

At spørge en biologistuderende, hvad der er det bedste minde fra studietiden, er som at skulle vælge ét stykke slik i en kæmpe slikbutik. Det sociale liv i Fredagsbaren, til Biogasfester, i Biologisk Fagudvalg og ikke mindst i feltforeningen Kulten var enestående, og vi nørdede planter, fugle og insekter, til vi segnede. Men jeg vil alligevel vove at fremdrage et minde, som jeg selv var hovedpersonen i, nemlig mit specialeforsvar - den sidste dag som studerende på Aarhus Universitet. Det foregik i et fyldt auditorium på Naturhistorisk Museum, og det var her, hvor alt det, jeg havde lært om fag, forskning og formidling blev sat på prøve. Specialet handlede om admiralsommerfuglens træk, og jeg skulle holde en forelæsning om insekters træk rundt om i verden, inden jeg blev krydsforhørt i specialets metode, resultater og diskussion. Det var så fedt at få muligheden for at udfolde den meget store fortælling foran en skønsom blanding af fag- og lægfolk, og jeg husker stadig den berusende følelse af at være på faglig hjemmebane og samtidigt kunne formidle det. Det var en rigtig god dag, og lige præcis fortællingen om admiralen gav mig to måneder senere mit første faste job.

Hvem var din yndlingsunderviser og hvorfor?

Det er meget let at svare på. Boy Overgaard Nielsen, lektor i insektøkologi på Biologisk Institut. Han var ét af de rareste mennesker, jeg nogensinde har kendt, altid vedkommende og insisterende, når han forelæste, altid positivt lyttende, når man ville snakke, altid med gode råd til, hvad man kunne undersøge. Og så var han helt ekstremt vidende om insekter, som jeg i løbet af studietiden langsomt havde fattet en kærlighed til. Da han hørte, at jeg var gået i gang med et speciale om trækkende sommerfugle, gik han fluks hen til sin reol, trak en bog ud og forærede mig trækinsekternes bibel The Migration of Butterflies af CB Williams (1930). Jeg sidder og kigger på bogen nu og får lidt høj vandstand i øjnene, for jeg og mange andre savner Boy, der i 2022 døde i en alder af 87 år. Vær som Boy.

Hvilket råd ville du ønske, du havde fået som studerende?

Jeg fik mange gode råd, men jeg lyttede jo ikke til dem. Inden i mig gemmer sig en lille dreng, der har lyst til at gøre oprør og slå en prut på et højst upassende tidspunkt, og disciplin var sandelig ikke min spidskompetence. Skulle jeg være lidt fræk, ville et kort og lakonisk råd derfor lyde ”drik lidt færre øl”. Til mit nørdede rus-jeg ville jeg imidlertid råbe, at jeg skulle huske at supplere biologien med lidt samfundsfag, humaniora og teologi. Verden, bæredygtighed, natur og biodiversitet er blevet en kæmpe værdipolitisk kampplads. Når man som fagmand skal navigere i samfundet, er det vigtigt, at man kender lidt til, hvad andre mennesker mener. Det var vi nok ret dårlige til for 20-25 år siden.

Hvad er det vigtigste, du har taget med dig fra AU?

Det faglige fællesskab er ubetinget det vigtigste, jeg har fået med fra universitetet, og man kan bruge det resten af livet. Jeg ved altid, hvem jeg skal ringe til, og når vi mødes til konferencer, folkemøder mv., er det altid et kært gensyn med gode studiekammerater. Hver morgen, hvor jeg i mine mange år som ansat på Naturhistorisk Museum drejede ind i Uniparken, var det som at komme hjem. Her var i sandhed den faste grund.  

Hvad er du optaget af lige nu?

Nu er jeg selvstændig biolog og lever af at holde foredrag og kurser om natur og biodiversitet. Noget af det, som optager mig mest, er at understrege forskellen mellem faglighed og politik. Det er fx ikke den biologiske faglighed, der tilsiger, at vi skal bevare alle 60 arter af jordbier i Danmark. Vi kan sagtens sige farvel til orange jordbi på blomstrende djævelsbid ude i Vestjylland, uden at verden bryder sammen. Der er vildt meget redundans i naturen. Men ønsker vi at leve i en verden uden orange jordbi? Svaret er politisk, og jeg tør personligt godt stå ved min begejstring for orange jordbi, kirkeugler og bakkegøgeurter. Ligesom jeg tør stå ved min dybe sorg over, at vi her i Nordatlanten nåede at udrydde gejrfuglen, den ”rigtige” pingvin, og at klitperlemorsommerfugl og brun pletvinge er forsvundet fra min egn i løbet af de sidste 10 år. Men det er fagligheden, ikke følelserne, der fortæller, hvad vi skal stille op, hvis vi ønsker at vende udviklingen. Naturen er nemlig spinfri og kompromisløs, og hvis ikke man lytter grundigt til fagfolkene (og gør, som de siger!), får man heller ikke de ønskede resultater. At forstå forskellen mellem faglighed og politik er sindssygt vigtigt, og vi glemmer det for ofte.