Kan dit interdisciplinære forskningsprojekt vinde Circle U-pris?
Universitetsalliancen Circle U. uddeler også i år priser til de bedste interdisciplinære forskningsprojekter. Vinderne af Inter Circle U. Prize kan desuden få lavet en professionel promotion-video for deres projekt.
I 2023 lykkedes det postdoc Janet Rafner at vinde med sit citizen science-projekt, Crea.vision. I år har AU's forskere igen mulighed for at vinde den europæiske Circle U.-alliances hæderspris til interdisciplinære forskningsprojekter, den såkaldte Inter Circle U. Prize.
Der udpeges i alt tre vindere af prisen, som gives til projekter, der som minimum spænder over to forskningsdiscipliner. Derudover vurderes projekterne bl.a. på kvalitet og originalitet, samt eventuel inddragelse af eksterne stakeholdere. Hovedpræmien består i muligheden for at få lavet en professionelt udført præsentationsvideo af sit projekt.
Ansøgninger til Inter Circle U. Prize skal omfatte et summary på maksimalt 1.500 ord, samt korte CV'er og eventuelt uddrag af projektdeltagernes publikationsliste. Ph.d.-studerende har også mulighed for at deltage.
Ansøgningsfristen er den 1.marts, og vinderne præsenteres ved en begivenhed på Université Paris Cité den 27.maj.