Kommentar fra rektor Brian Bech Nielsen til “Aftaler om Forskning og Innovation 2026-2029”
Der er en række positive elementer i de nye politiske aftaler om forskning og innovation, og Aarhus Universitet vil kunne levere et stort bidrag; bl.a. i kraft af sin faglige bredde. Det skriver rektor Brian Bech Nielsen i denne kommentar.
Der er grund til at være meget tilfreds med den aftale, der netop er faldet på plads om fordeling af forskningsreserven. Det er glædeligt med den længere tidshorisont for fordeling af midlerne. Og det er glædeligt, at de gode takter i regeringsudspillet er fastholdt i den endelige aftale, herunder videreførelsen af sidste års løft på 500 millioner kroner per år af universiteternes basismidler, samt de nye, frie midler til innovationsindsatsen på universiteterne. Dette markante løft af basismidler til universitetet kommer til at løfte forskning og innovation på alle fem fakulteter i årene fremover.
På Aarhus Universitet har vi desuden faglige styrkepositioner inden for de fokusområder, som politikerne har øremærket forskningsmidler til. De har følgende overskrifter:
- Danmarks sikkerhed
- Ansvar for den grønne omstilling
- Sundhed og life science som dansk styrkeposition
Vi kommer til at bidrage substantielt, og jeg hæfter mig blandt andet ved, at cybersikkerhed indgår med vægt i den endelige aftale. Det er et meget vigtigt område for Danmark, som også har en prominent plads i Aarhus Universitets strategi frem mod 2030. Blandt andre vigtige områder i aftalen, som jeg umiddelbart vil fremhæve, er bioteknologi og biosolutions, kunstig intelligens, kvanteteknologi, samt et nyt nationalt center for forskning i kvinders sundhed.
Ikke alle fagligheder vil umiddelbart kunne se sig selv bidrage direkte ind i de politisk udvalgte fokusområder. Samfundsfag og humaniora bliver således mestendels tilgodeset via tilførslen af de ekstra frie midler nævnt ovenfor. Men vi skal alligevel forsøge at bringe vores faglige bredde i spil. Succesfuld teknologiudvikling beror også på, at den tager afsæt i menneskelig indsigt samt i de økonomiske og regulatoriske aspekter. Vi står stærkt ved at være et universitet, som har hele den faglige bredde.
Endelig vil jeg kvittere for, at Center for Grundtvigforskning nu har udsigt til arbejdsro, idet centret har fået midler til at fortsætte sin forskning, og denne gang for en fireårig periode.
- Læs Aftaler om Forskning og Innovation 2026-2029
- Læs pressemeddelelse fra Danske Universiteter, hvor Brian Bech Nielsen kommenterer aftalerne som formand for Danske Universiteter