Myreforsker vinder 3MT på AU
Det blev Ida Cecilie Jensen fra Institut for Ecoscience, der løb med sejren i forskningsformidlings-konkurrencen Three Minute Thesis (3MT). Det gjorde hun med et oplæg om myrers sure tæer, der kan bekæmpe skadedyr i landbruget.
“Hvad tænker I, når jeg siger myrer? Irritation? Ødelagte skovture? Jeg er her for at fortælle jer, at myrerne kan hjælpe os”.
Sådan indledte Ida Cecilie Jensen sin 3-minutters tour de force i, hvordan myrer kan bruges i stedet for pesticider på bl.a. frugttræer, fordi de har antibiotiske bakterier på fødderne.
Ida Cecilie Jensen var én af de 15 ph.d.-studerende, der trådte op på scenen foran en fyldt Stakladen, hvor sidste års vinder, ph.d. Omeed Neghabat, guidede publikum gennem konkurrencen.
“Jeg hepper på alle”, lød det fra den tidligere vinder af både den aarhusianske og den internationale konkurrence, da han bød velkommen.
Juryen havde følgende ord til vinderen:
“Ida Cecilie Jensen tog os på en rejse fra start til slut, engagerede publikum, brugte humor og havde en klar konklusion”.
Vinderen får 35.000 kr. Coimbra Group, som står bag 3MT, skal nu udvælge de tre bedste kandidater ud af de deltagende 35 universiteter. Disse kandidater skal præsentere deres oplæg på Coimbra Groups årlige konference d. 31. maj – 2. juni i Köln, Tyskland. Her findes den endelige vinder.
Ida Cecilie Jensen er udover at være forsker også iværksætter. Se hende fortælle om sin virksomhed AgroAnt: