MatchPoints-konference: AU tager temperaturen på verdens sundhed

Pandemi, krig, klima, mentale udfordringer og hjertekarsygdomme. Der er nok, som truer den globale sundhed. Derfor sætter Aarhus Universitets store MatchPoints-konference fokus på verdens sundhedstilstand d. 11-13. maj. Du kan tilmelde dig nu.

Klimaforandringerne vil i stigende grad skubbe verdensbefolkningen tættere sammen på mindre plads - og så stiger risikoen for sygdomsspredning. MatchPoints 2023 sætter global sundhed på dagsordenen.

Hvor MatchPoints 2022 zoomede ind på hjernen, bliver der stillet skarpt med den helt store vidvinkel på MatchPoints 2023. Her er verdens samlede sundhedstilstand nemlig på dagsordenen. Med overskriften ”Global Health Challenges and Solutions,” er der lagt op til en konference, hvor sundhed bliver belyst fra både socioøkonomiske, sundhedsfaglige og klimaforandringernes side. 

MatchPoints-konferencen d. 11.-13. maj 2023

11.-12. maj: Akademisk konference ”Global Health Challenges and Solutions” i Søauditorierne. De fire spor er:

  • Mental Health and Chronic Disease
  • Pandemics
  • Sustainability and Health
  • Global Health Equality

Se programmet og tilmeld dig

13. maj: ”Din, min og verdens sundhed”. Arrangement på dansk i samarbejde med Folkeuniversitet. Bliv klogere på alt fra tarmbakterier og epidemier til mental sundhed og rejsemedicin. Læs mere og og tilmeld dig 

Om MatchPoints

Siden 2007 har Aarhus Universitet hvert år afholdt MatchPoints – en akademisk konference med en udadvendt profil, som skal skabe dialog mellem AU og det omgivende samfund. Den faglige ledelse af MatchPoints går på skift blandt fakulteterne, og i 2023 er det Health, der står bag.

Når man taler om global sundhed, er det efterhånden svært ikke straks at tænke pandemi. Men selvom det spor også fylder på årets MatchPoints, er der meget andet på programmet. Førende internationale og danske forskere vil på konferencen belyse nogle af de store udfordringer, vi globalt står overfor. Den mentale sundhedstilstand har lidt et globalt knæk, klimaforandringerne vil i stigende grad skubbe verdensbefolkningen tættere sammen på mindre plads -  med flere fødevareudfordringer og større risiko for sygdomsspredning og en endnu større socioøkonomisk skævvridning som konsekvens.

Den globale ulighed i fokus

Professor Christian Wejse fra Institut for Folkesundhed er faglig leder på årets konference, og han glæder sig til at samle forskere og NGO-repræsentanter til debat om både udfordringerne men i høj grad også de mulige løsninger. For når vi rykker tættere sammen i den globale bus, kan vi ikke bare ignorere de sundhedsudfordringer, som ses i andre lande allerede, forklarer han.

”Der er enorme globale uligheder i adgang til sundhed, og der er brug for forskningsbaserede løsninger på de store sundhedsudfordringer. En række infektionssygdomme, der traditionelt har ramt fattige lande, er i tilbagegang, men nye dukker op, og infektionssygdomme har stadig stor betydning for dødeligheden i verden. Til gengæld er mange af de sygdomme, som vi er vant til at forebygge og behandle i Danmark, i vækst i store dele af verden, hvor sundhedssystemerne endnu ikke kan håndtere dem.”

Fire spor søger løsninger

Årets MatchPoints bliver afviklet i fire spor, som alle favner store globale problematikker og mulige løsninger. I alle sporene er der lagt op til at komme vidt omkring - ikke bare geografisk men også fagligt, fortæller Christian Wejse.

”Sporene er valgt ud fra, hvilke hovedområder inden for global sundhed, der aktuelt har størst betydning. Global sundhed er bredt, og vi kunne også have valgt en række andre fokusområder, der har stor betydning, men vi har prioriteret områder, hvor AU og lokalområdet er stærke. På den måde bliver konferencen også en showcase for, hvad Aarhus kan på området,” siger han.

Christian Wejse satser på, at debatten om både udfordringer og løsninger vil række ud over konferencen.

”Jeg håber, MatchPoints vil være med til at skabe et fokus på de enorme udfordringer, vi står overfor. Men jeg håber også, at vi på konferencen vil kunne præsentere en række løsninger og forhåbentligt være medvirkende til, at nogle af de strategier vi allerede kender, bliver implementeret.”

Overraskende emner

Konferencen præsenterer så bred en vifte af spændende indhold og debat, at Christian Wejse forventer publikum fra både Aarhus Universitet, det europæiske Circle U.-samarbejde og andre med interesse for global sundhed, f.eks. aktører fra NGO’er.

”Vi kommer vidt omkring med mange spændende emner. Også emner, som måske overrasker. For eksempel, når vi skal tale om Infodemi – et begreb for den misinformation, som fik stor betydning for vores tiltro til mundbind, afstand og vacciner under pandemien. Den debat glæder jeg mig til,” siger Christian Wejse.