Ministeriet og Danske Universiteter enige om ny anti-chikanepolitik
Fire principper er kernen i ny anti-chikanepolitik for danske universiteter, som Uddannelses- og Forskningsministeriet og Danske Universiteter præsenterede i denne uge.
Fire principper er kernen i den anti-chikanepolitik for danske universiteter, som blev offentliggjort i denne uge.
Uddannelses- og Forskningsministeriet og Danske Universiteter understreger med denne erklæring, at de studerendes og medarbejdernes tryghed er helt fundamental i universiteternes virke. Baggrunden for at tydeliggøre dette er en række hændelser, der har fundet sted på danske universiteter i kølvandet på terrorangrebet mod Israel og den efterfølgende krig i Gaza.
Af de fire principper fremgår det, at studerende og medarbejdere skal bidrage til, at det fællesskab, universiteterne udgør for tusindvis af studerende og medarbejdere på danske universiteter, er et trygt studie- og arbejdssted for alle.
Politikken lægger sig i forlængelse af Aarhus Universitets ytringsfrihedserklæring fra 2022, samt de eksisterende ordensregler for studerende.
“Den frie debat er helt grundlæggende for universitetet. Det er afgørende, at vi kan fremføre vores synspunkter og lytte til modpartens. Som det også fremgår af vores ytringsfrihedserklæring, forventer vi, at alle tager ”et ansvar for at bidrage til at opretholde en ordentlig omgangstone”, siger rektor Brian Bech Nielsen.
"Jeg mener, at det er helt grundlæggende for et sundt samfund og et sundt universitet at værne om sine mindretal. Der skal ikke være tvivl om, at vi hver især og som et fællesskab har et ansvar for at optræde hensynsfuldt og udvise ordentlighed og respekt,” tilføjer han og henviser til, at det af Aarhus Universitets ordensregler fremgår, at “truende, intimiderende eller chikanerende adfærd over for andre studerende eller ansatte vil blive anset for et brud på ordensreglerne”.
Af principperne fremgår det også, at der skal være klare indgange for studerende, som oplever chikane, så de ved, hvordan de kan få hjælp. Studievejlederne, hvor man trygt kan henvende sig i fortrolighed, er indgangen for studerende, som måtte opleve utryghed på universitetet.
Der vil blive arbejdet med at gøre den indgang så nem at finde som muligt, så de studerende ved, hvor de kan henvende sig i sådanne situationer. Herudover vil det blive vurderet, hvilke andre tiltag der kan tages for at sikre så trygt et studiemiljø som muligt.
- Læs den nye anti-chikanepolitik (hos UFM)
- Se AU’s ytringsfrihedserklæring
- Se AU’s ordensregler
- AU’s site med rådgivning om krænkende adfærd og chikane til studerende
- AU's site med rådgivning om krænkende adfærd og chikane til medarbejdere