Myter og fakta om samkørsel

Samkørsel er godt for klimaet, men det kræver, at du er social og opgiver fleksibiliteten i din hverdag. Eller gør det?

Siden efteråret har mange medarbejdere og studerende tilmeldt sig Aarhus Universitets nye samkørselsklub i appen Ta’Med. Hvis du overvejer samkørsel, men holder dig tilbage, fordi du ikke vil være forpligtet til at snakke på din tur til og fra arbejde, eller du tænker, det bliver for besværligt eller måske utrygt – så læs med her og se, hvad der er myter og fakta, inden du beslutter dig for, om samkørsel er noget for dig.

Særlige p-pladser til dig, der bruger Ta’Med

Fra mandag den 19. juni kan du som medarbejder benytte én af i alt 8 parkeringspladser, som dedikeres til medarbejdere, der giver et lift via Ta’Med-appen –  enten til eller fra arbejde. For at bruge pladserne, skal du have et Ta’Med-klistermærke i ruden. Det får du ved at sende en mail til Omstillingen på omstillingen@au.dk, hvorefter du modtager det med intern post i løbet af nogle dage.

De 8 pladser fordeles på 4 lokationer – Psykologi/Statskundskab (1350), Fysik (1520), Biomedicin (1230) og Adm. center for hhv. Arts og BSS (1442).

Ordningen kører som et forsøg frem til maj 2024.

Læs mere på m.au.dk/tamed 

Jeg skal være social og snakkende for at køre sammen med andre

Mange forestiller sig, at man skal være særligt socialt anlagt for at kaste sig ud i samkørsel. Men foretrækker du at køre i stilhed eller arbejde undervejs, så giver du bare din samkører besked via appens chatfunktion forud for turen. Det gælder uanset, om du er chauffør eller passager.

Der er ikke plads til fleksibilitet, hvis jeg skal køre sammen med andre

Samkørsel kræver koordinering, men der er stadig plads til fleksibilitet i din hverdag, når du kører sammen med andre. Fx behøver du ikke køre ud og hjem på samme tidspunkt hver dag for at være samkører. I appen kan du ændre dine kørselstidspunkter fra dag til dag, så de er tilpasset dine planer.

Det er utrygt at køre med folk, jeg ikke kender

Melder du dig ind i AU’s samkørselsklub i Ta´Med-appen, møder du udelukkende medarbejdere og studerende fra universitetet, når du samkører. Og har du mod på at køre med andre – fx medarbejdere fra Aarhus Kommune eller Arla, som også benytter Ta’Med – så vil ratings og verificering af personernes telefonnummer og arbejdssted betyde, at du trygt kan kaste dig ud i samkørsel.

Jeg hjælper et bedre klima på vej

Mere samkørsel betyder færre biler og mindre trængsel på vejene, og når antallet af biler reduceres, udledes der også mindre CO2. Så kører du med andre i stedet for at køre alene i din egen bil, kan du glæde dig over, at du samtidig gør en positiv forskel for klimaet.

Jeg sparer penge på samkørsel

Med Ta’Med-appen kan du nemt og effektivt dele udgifterne til turen med andre, der alligevel skal samme vej som dig. Som chauffør modtager du efter hver kørt tur et tilskud til benzin fra din passager på 0,70 kr. pr. kørte kilometer. Beløbet udregnes automatisk i appen og overføres til din konto. Ønsker du ikke at modtage betaling, kan du fravælge det i appen. Er du passager, skal du tilsvarende betale 0,70 kr. pr kilometer og vil højst sandsynligt opleve, at samkørsel er en billig måde at komme frem på. 

Læs mere om samkørsel på m.au.dk/tamed 

Se også video med 3 AU-medarbejdere, som fortæller om deres oplevelser med samkørsel (publiceret 28.03.23): https://youtu.be/Uy6Dgb3d_18

Få gavekort og gratis ture frem til 28. juni
Alle nye chauffører, der kører deres første tur via AU's samkørselsklub, får et gavekort på 200 kr. til Coop. Passagerer, der kører deres første tur, får den anden tur gratis.

Gælder frem til 28. juni, eller indtil alle gavekort er udloddet.