Nu kan du søge støtte til udgivelser og rejser

Drømmer du om at publicere et værk eller om et ophold på et udenlandsk universitet? Så er det nu, du kan søge et af Aarhus Universitetsforskningsfonds publikations- og mobilitetsstipendier.

Publikationsstøtte:

AUFF har nu åbnet for ansøgninger om publikationsstøtte til uddelinger i første halvår af 2025. Du kan søge støtte til udgivelser i højt anerkendte internationale publikationskanaler, primært gennem større udenlandske forlag. Som tidligere er der også mulighed for at få støtte til kvalitetsudgivelser på danske forlag. Støtten dækker publikationer på engelsk, dansk og andre relevante sprog.

Puljen rummer også midler til at støtte andre medietyper som podcasts og andre formidlingskanaler. Målet er at udbrede kendskabet til forskningen fra Aarhus Universitet til den brede befolkning.

Læs om publikationsstøtte her: Ansøgningsfrist 21. februar. 

International mobilitet:

Du kan søge støtte til et ophold ved et udenlandsk universitet, eller du kan søge om midler til rejse og ophold i Aarhus for en udenlandsk forsker. Formålet er det samme; at give AU’s forskere mulighed for international erfaring ved at opbygge og styrke faglige netværk.

Læs om støtte til international mobilitet her. Ansøgningsfrist 5. marts.