Ny fase af statens arbejdsprogram for administrative besparelser

Uddannelses- og Forskningsministeriet har igangsat analysefasen i det arbejde, der skal føre til administrative besparelser frem mod 2030. En del af AU’s forskere er blevet bedt om at bidrage.

SVM-regeringen ønsker at begrænse det statslige bureaukrati, og dertil igangsatte man i juni et såkaldt arbejdsprogram, der skal føre til administrative besparelser for i alt 5,5 mia. kroner i staten frem mod 2030.

Arbejdsprogrammet omfatter også de selvejende uddannelsesinstitutioner under Uddannelses- og Forskningsministeriet, og her er målet at mindske de administrative udgifter med i alt 500 mio. kroner. Til det formål vil ministeriet gennemføre en række analyser af de administrative arbejdsgange på især forskningsområdet. Det er de analyser, som nu er sat i gang.

Ministeriet har entreret med konsulenthuset Boston Consulting Group, som har bedt alle universiteter om at levere en lang række data om administration på universiteterne. I den forbindelse har de også bedt om at videresende en spørgeskemaundersøgelse til en stikprøve på omtrent 10 % af de videnskabelige medarbejdere.

Hvor meget tid bruger forskere på administration?

Knap 500 forskere på Aarhus Universitet har derfor i denne uge modtaget et link til undersøgelsen, hvor de bl.a. har mulighed for at beskrive, hvilke typer af administrative opgaver, de udfører, og hvor megen tid, de bruger på dem.

”Jeg vil varmt opfordre de forskere, som har modtaget undersøgelsen, til at medvirke. Universiteterne er gået ind i øvelsen med den ambition, at den skal munde ud i reelle regelforenklinger, som kan mærkes i forskernes daglige arbejde. Til det formål er det vigtigt, at ministeriet og Boston Consulting Group får et billede af hverdagen, når de skal lave deres analyser”, siger universitetsdirektør Kristian Thorn. 

De første administrative besparelser forventes indfaset med finanslovsforslaget for 2027. Det ligger endnu ikke fast, hvordan de 500 millioner kroner, som skal spares hos de selvejende institutioner, bliver fordelt i sektoren.