Ny prorektor: Vi skal gøre nogle ting bedre og anderledes
Berit Eika blev ved sin tiltrædelsesreception som prorektor rost af kollegaer for sin integritet, sit intellekt og sin tålmodighed. Hovedpersonen selv kalder prorektorjobbet for et ønskejob og ser frem at sætte uddannelse endnu mere på dagsordenen på og uden for AU.
Det var et tætpakket Antikmuseum, som tirsdag lagde rammer til Berit Eikas tiltrædelsesreception som ny prorektor for uddannelse på Aarhus Universitet. Talerækken var imponerende, og en masse nuværende og tidligere kollegaer og samarbejdspartnere på og uden for AU gav Berit Eika flotte ord med på vejen. Hovedpersonen selv takkede for tilliden og glæder sig til opgaven, som hun har stor respekt for:
”Det, vi markerer i dag, er i høj grad, at Aarhus Universitet har valgt at synliggøre sin høje prioritering af uddannelsesområdet. Det øgede fokus på uddannelse på AU skal sørge for, at vi både kommer til at gøre det, som vi allerede gør godt, bedre, og at vi arbejder med at gøre nogle ting anderledes. Det skal være motiverende og dybt meningsfuldt både at være studerende, underviser og administrativ medarbejder på Aarhus Universitet. Det betyder også, at der er områder, hvor vi skal gøre noget anderledes,” sagde Berit Eika under sin tale på Antikmuseet.
Dekaner: Berit har allerede vist, hvad hun består af
BSS-dekan Svend Hylleberg var på vegne af universitetsledelsen dagens første taler, og han takkede Berit for at have søgt stillingen og roste hende med et glimt i øjet for ”allerede at have vist i universitetsledelsen, hvad hun består af, selv om det kan være hårdt at være blandt dekaner, som tror, de ved alt.”
Berits tidligere chef og nuværende kollega i universitetsledelsen, Allan Flyvbjerg, måtte indrømme, at han havde det som ”brudens far, der både sørgmodigt men også håbefuldt sendte sin datter videre i livet”, og han var glad for, at de fortsat skulle samarbejde tæt i universitetsleden.
Fokus på pædagogik og faglighed
Talerstolen og mikrofonen, som gav anledning til mange humoristiske kommentarer om talernes højde og egoer, blev også benyttet af Berits tidligere kollega fra de pædagogiske enheder, Torben K. Jensen, som i dag er leder af AU’s Center for Undervisning og Læring:
”Du ved, at Aarhus Universitet ikke blev skabt i 2011. Du kender fagligheden, og du ved, at ledelse ikke handler om spektakulære beslutninger, men om at sætte en kurs og følge den. Jeg ser meget frem til vores samarbejde.”
Udover ovenstående var der også taler fra Peter Friese, prorektor på Via University College, hvor Berit Eika sidder i bestyrelsen, tidligere uddannelseschef på Health, Hanne Toksvig, Berits mangeårige genbo, samt prodekan for uddannelse på BSS, Peder Østergaard.
Læs også: Ny prorektor: Uddannelse forandrer dig
Fakta om Berit Eika
- Udnævnt som prodekan for uddannelse på Health i marts 2011
- Modtog Aarhus Universitets Pædagogiske Hæderspris (2007)
- Udnævnt som professor i medicinsk pædagogik (2005)
- Har stået bag de kommende ændringer af kvote 2-optaget på lægeuddannelsen, som fra 2016 bl.a. kommer til at omfatte optagelsesprøver
- Medstiftede det tværgående Universitetspædagogiske Netværk på Aarhus Universitet
- Var primus motor i etableringen af Center for Medicinsk Uddannelse på Aarhus Universitet
- Har etableret et færdigheds- og simulationscenter for medicinstuderende på AU
- Har som professor været tilknyttet som rådgiver for universiteterne i Lund, Tromsø, Bergen og Oslo, samt ved Karolinska Instituttet
- Har masteruddannelser i medicinsk pædagogik og sundhedsinformatik fra hhv. Maastricht Universiteit og Aalborg Universitet
- Skrev ph.d.-afhandling om urinvejssygdomme hos diabetikere (1994)
- Uddannet cand.med. ved Aarhus Universitet (1986)