Ny tillægsaftale forbedrer mulighed for at realisere politiske kandidatambitioner
Med tillægsaftalen er der åbnet for, at der kan skabes flere forskellige typer erhvervskandidat-uddannelser. Derfor er tillægsaftalen et godt skridt i den rigtige retning, vurderer rektor Brian Bech Nielsen.
Forligspartierne bag kandidatreformen har lavet en tillægsaftale til reformen. Den giver universiteterne, det private erhvervsliv og den offentlige sektor mere fleksibilitet til sammen at skabe nye erhvervskandidatuddannelser.
Med tillægsaftalen er der åbnet for, at der kan skabes flere forskellige typer erhvervskandidat-uddannelser. Derfor er tillægsaftalen et godt skridt i den rigtige retning, vurderer rektor Brian Bech Nielsen.
”De mere fleksible spor, der nu er aftalt, forbedrer universiteternes muligheder for at realisere de politiske ambitioner om at opnå en tættere kobling mellem erhvervsliv og universiteter på uddannelsesområdet. Ud over den eksisterende erhvervskandidatmodel har vi nu flere andre modeller for denne type uddannelse. Det kan erhvervslivet og de studerende forhåbentligt bedre se sig selv være en del af, hvilket er afgørende for succes. Derfor vil jeg gerne kvittere meget positivt for, at ministeren og forligspartierne har lyttet til kritikken fra kandidatudvalget”, siger Brian Bech Nielsen, der selv har siddet i kandidatudvalget sammen med landets øvrige universitetsrektorer.
Tillægsaftalen indebærer også, at de korte kandidatuddannelser på 75 ECTS-points kan følge almindelig studiestart, hvor der i første omgang var lagt op til, at de skulle have studieforløb fra august til august.
Universitetsledelse er meget bevidst om, at den lange periode med uvished om kandidatomlægningerne har været en prøvelse for de mange, der arbejder med universitetets uddannelser. De første nye kandidatuddannelser skal være klar fra 2028, og derfor skal de samtænkes med de bacheloruddannelser, universitetet udbyder til sommeroptaget i 2025.
”Det er et af de helt store puslespil, der skal lægges, men nu ved vi, hvad vi har at holde os til overordnet set. Der bliver selvfølgelig brug for at kigge nærmere ind i detaljerne i tillægsaftalen for at skabe overblik over, hvor de nye muligheder kan komme i betragtning, og der er ikke lang tid at løbe på. Men vores dygtige uddannelsesfolk på alle fakulteter og hos AU Uddannelse har allerede gjort sig gode tanker om, hvor der kan skabes meningsfulde, kvalitetsuddannelser i nye formater”, siger rektor – og tilføjer:
”Men, men, men - hver ting til sin tid! Vi er meget tæt på jul. Så lad først julefreden sænke sig, og lad arbejdet vente, til vi ses igen i det nye år. Endnu en gang glædelig jul til alle”.
Som en del af tillægsaftalen er det desuden bestemt, at kandidatreformen evalueres i 2028.