Ny universitetsdirektør med markant AU-profil
Ny universitetsdirektør for Aarhus Universitet bliver 47-årige Kristian Thorn. Han kommer med mange års erfaring fra sektoren og ledende stillinger på universitetet. Han tiltræder 1. februar 2023.
Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Kristian Thorn som kommende universitetsdirektør for Aarhus Universitet. Dermed er det et kendt ansigt og en erfaren leder med indgående kendskab til universitetet, der skal stå i spidsen for AU’s administration fra den 1. februar 2023.
Siden 2009 har Kristian Thorn varetaget chefposter inden for både uddannelse, forskning, ph.d.-administration og det internationale område på Aarhus Universitet. Først som international chef efterfulgt af knap 4 år som vicedirektør for forskningsstøtte og ph.d.-administration. I 2014 tiltrådte han som vicedirektør for AU Uddannelse, og siden november 2021 har han været chef for Universitetsledelsens Stab. Inden han kom til AU, har Kristian Thorn været ansat i Uddannelses- og Forskningsministeriets departement, arbejdet med forskning og videregående uddannelse i Verdensbanken og været ansat i Finansministeriet. Gennem årene har han desuden haft en aktiv rolle i Danske Universiteter og været i bestyrelserne for Katedralskolen og Erhverv Aarhus.
Med sin solide erfaring fra forskellige roller i administration og som mangeårig vicedirektør har han en dyb forståelse for jobbet, og det giver ham stærke kort på hånden som ny universitetsdirektør. Det kommer uden tvivl universitetet til gavn, siger rektor Brian Bech Nielsen:
”Kristian Thorn er fagligt meget dygtig, og uanset hvilket område, han har haft ansvaret for, kender jeg ham som garant for det gode samarbejde med fokus på at levere sammenhængende ydelser for medarbejdere og studerende. Fra dag ét vil han bidrage positivt til den fortsatte udvikling af universitetets administration, og med sit personlige lederskab, sin høje faglighed og organisatoriske indsigt, bliver han en værdifuld kollega – både i universitetsledelsen og for vicedirektørerne og administrationscheferne. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med Kristian Thorn i hans nye rolle som universitetsdirektør”, siger Brian Bech Nielsen, der bemærker, at Kristian Thorn er valgt blandt et meget kvalificeret felt af ansøgere.
Gennem sin tid på AU har Kristian Thorn bl.a. haft en fremtrædende rolle i at styre universitetets uddannelsesaktiviteter sikkert gennem corona-krisen. Han har være en ledende figur i digitaliseringen af det samlede systemlandskab, ligesom han har bidraget til at sikre AU’s interesser i forbindelse med bl.a. dimensionering, studiefremdrift og udflytning. Som leder af det daværende AU Forskning og Talent har han stået i spidsen for at fremme AU’s muligheder for at tiltrække EU-midler, og han var desuden drivkraft i etableringen af den AU-brede sommerskole, der siden er vokset til at være blandt de største i Danmark. Han har også haft en nøglerolle på biblioteksområdet og fungeret som formand for en tværgående arbejdsgruppe knyttet til Campus 2.0 og udviklingen af den nye universitetsby.
”Kristian Thorn har en stærk profil – både strategisk, administrativt og politisk, og han kommer med en bred erfaring på tværs af forskning- og uddannelsesområdet internt på AU såvel som nationalt og internationalt. Det giver et rigtig godt fundament for at kunne lede administrationen med udsyn og indsigt”, siger bestyrelsesformand Birgitte Nauntofte.
Kristian Thorn ser frem til rollen som universitetsdirektør.
”Jeg glæder mig meget til opgaverne som universitetsdirektør og til at fortsætte samarbejdet med universitetsledelsen og ledelseskredsen i enhedsadministrationen i min nye rolle. Jeg ved, at jeg kommer til at samarbejde med dedikerede og dygtige ledere og medarbejdere, og at jeg overtager ledelsesansvaret for en velfungerende administration. Min vigtigste opgave bliver at fastholde sikker drift på alle niveauer – lige nu med særligt fokus på en solid styring af universitetets samlede økonomi. Og så vil jeg gerne skabe rammerne for en administration, der fortsat bidrager til universitetets udvikling”, siger Kristian Thorn og understreger, at han vægter stærke processer, inddragelse, samarbejde og videndeling højt.
Kristian Thorn er kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet og har bl.a. videreuddannet sig inden for ledelse på Harvard University og den internationale business school INSEAD i Frankrig.
Rektor Brian Bech Nielsen har været formand for ansættelsesudvalget, der har peget på Kristian Thorn som ny universitetsdirektør. Øvrige medlemmer er prorektor Berit Eika, Health-dekan Anne Mette Hvas, Arts-dekan Johnny Laursen, vicedirektør for AU HR Anne Lindholm Behnk, vicedirektør for AU Økonomi Morten Winterberg, administrationschef for Aarhus BSS Anne Bækby Johansen og administrationschef for Nat og Tech Niels Damgaard.
Stillingen som chef for Universitetsledelsen Stab vil blive slået op hurtigst muligt.