Nyt IT-system skal give bedre overblik for planlæggere, studerende og VIP’ere
Et nyt fælles undervisnings- og eksamensplanlægningssystem skal nu implementeres på AU. Det skal forenkle planlæggernes arbejdsgange og give bedre overblik.
Leverandøren er valgt, og implementeringsprocessen er skudt i gang. En fælles styregruppe og en fælles koordineringsgruppe styrer arbejdet, og netop nu arbejder man på at sammensætte lokale styregrupper på fakulteterne. Grupperne bliver samlet ansvarlige for at udrulle systemet, forberede ibrugtagning og stå for kommunikation.
I efteråret 2018 går en pilotafprøvning i gang, og i efteråret 2019 bliver det nye system fuldt implementeret.
Skal eliminere dobbeltbookinger
Det nye system vil forenkle planlæggernes arbejdsproces. Det kommer til at betyde, at planlægningsdata ikke er spredt over flere systemer. Man skal ikke bruge tid på at tjekke dobbeltbookinger, og oplysninger skal ikke registreres flere steder.
Det nye system skal også give bedre udnyttelse af lokaler. Målet er desuden at udvikle fælles planlægningsprincipper og et fælles årshjul på tværs af AU.
Ny skemaplan fra 2020
Al planlægning på alle fakulteter skal udføres i det nye system fra oktober 2019. Alle studerende og undervisere vil altså se skemaplan for foråret 2020 via det nye system.
Fakta:
Leverandør: Semestry.
Det nye system består af tre applikationer: TermTime (undervisningsplanlægning) og ExamTime (eksamensplanlægning) og MyTimetable (visning af skema mm). Sammen med leverandøren skal systemet nu tilpasses AU.