Positiv akkreditering til Aarhus Universitet
Akkrediteringsrådet har tildelt Aarhus Universitet en positiv institutionsakkreditering. Det giver blandt andet større frihed til at justere og oprette uddannelser, når de er prækvalificeret.
Et kvalitetsstempel til et kvalitetssystem.
Sådan lød det glade budskab, da Akkrediteringsrådet på sit seneste møde tildelte Aarhus Universitet en positiv institutionsakkreditering. Dermed valgte rådet at følge anbefalingen fra det panel, der vendte tommelfingeren op i sin rapport tidligere i år.
”Det er virkelig godt at få akkrediteringen i hus. Det er en meget stor arbejdsindsats fra mange gode mennesker – både medarbejdere og studerende – som kulminerer nu. Det her er først og fremmest deres fortjeneste”, udtaler prorektor Berit Eika.
Den positive akkreditering betyder, at universitetet de kommende år har større frihed til at udvikle nye uddannelser og justere på de eksisterende, når man har været igennem en prækvalifikation hos RUVU (Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser).
Anerkendelse af en stærk kvalitetskultur
Rådet skriver i sin afgørelse, at Aarhus Universitets kvalitetsarbejde er ’velbeskrevet og bygger på en velfungerende og systematisk praksis… Ligeledes er der en god informationsudveksling, både vertikalt og horisontalt, som understøtter velbegrundede indsatser’.
”Vi har et stærkt system og en stærk kvalitetskultur, som det glæder mig, at Akkrediteringsrådet anerkender. Efter processen sidste år havde vi en fornemmelse af, at vi ikke var langt fra målet, og det glæder mig, at de justeringer, vi lavede dengang, nu har bragt os over stregen”, siger Berit Eika med henvisning til, at Aarhus Universitet i 2017 opnåede en betinget positiv akkreditering i første forsøg.
Her påpegede Akkrediteringspanelet, at systemet havde mangler i forhold til monitoreringen af uddannelsernes forskningsbasering, samt i anvendelse af eksterne medlemmer til uddannelsesevalueringer. Dem rettede universitetet op på, og det har nu indbragt en positiv bedømmelse fra Akkrediteringsrådet.
Den positive institutionsakkreditering af Aarhus Universitet gælder indtil 28. november 2024.