Regnskab 2024: AU konsoliderer sin økonomiske stabilitet

Aarhus Universitet fik overskud i 2024, og den fortsat sunde drift vækker tilfredshed i universitetsledelsen og bestyrelsen.

Aarhus Universitet opnåede et regnskab i balance i 2024. Arkivfoto: Lars Kruse

Stabilitet og soliditet. Det er nøgleordene i det årsregnskab for 2024, som Aarhus Universitets bestyrelse netop har godkendt.  

Bundlinjen viser et overskud på driften på 42 mio. kr. og i indtægter fra de finansielle poster på 142 mio. kr. Set i forhold til omsætningen på mere end 8 milliarder er det samlede årsresultat positivt, og bestyrelsesformand Birgitte Nauntofte lægger især vægt på, at der fortsat er balance i universitetets drift:

”Der vil altid være uforudsete bevægelser i en stor økonomi, og det er styret flot gennem 2024 på Aarhus Universitet. Det, vi fokuserer meget på i bestyrelsen, er, om fundamentet er solidt – om der er ligevægt mellem indtægter og omkostninger. Og det er der. Vi fik en slem overraskelse i 2022, som organisationen meget hurtigt formåede at vende året efter. Den stabilitet er fortsat ind i 2024, og det er vi i bestyrelsen yderst tilfredse med.”

Bestyrelsesformanden peger på, at det positive resultat styrker universitetets økonomiske fundament forud for nogle år med betydelige investeringer i bl.a. campusudvikling, som er en del universitetets kommende strategi, og nyt studieadministrativt IT-system. Derudover er der fortsat uvished om kandidatreformens langsigtede effekter på universitetets økonomi.

Mere forskning end forventet

Universitetets samlede omkostninger er cirka 3% højere end budgetteret, men indtægterne er fulgt med på nogenlunde samme niveau. Det skyldes primært en stigning i forbruget af eksterne bevillinger, og det glæder rektor Brian Bech Nielsen:

”Man kan kun være glad, når positive udsving fra budgettet skyldes en øget forskningsaktivitet. Vores fagmiljøer ser ud til at fortsætte de seneste års fornemme udvikling, når det handler om at hjemtage og forbruge eksterne midler. Eksempelvis har organisationen hjemtaget mange midler fra EU’s Horizon Europe-rammeprogram. Det skal vi være rigtig stolte over, og jeg synes, der er grund til at være optimist, hvad angår niveauet og omfanget af forskningen de kommende år”.

Investeringer bidrager til overskuddet

En betydelig del af overskuddet i 2024 er drevet af AU’s lovpligtige finansielle investeringer, som gav et fint afkast. Universitetet havde budgetteret med en indtægt på 75 mio. kroner fra de såkaldte finansielle poster, og det endelige overskud endte med at være næsten dobbelt så højt; på hele 142 millioner.

”Generelt investerer vi vores midler mere forsigtigt, end vi gjorde for fem år siden, og over tid vil det formentlig betyde, at vores afkast også bliver lidt mindre. Så selvom vi glæder os over, at markedet har tilsmilet os i 2024, så er udviklingen på de finansielle poster noget, vi følger over en længere årrække”, forklarer universitetsdirektør Kristian Thorn.