Specialekonkurrence om rigsfællesskabet - skal dine studerende være med?
Kender du til studerende, hvis speciale har fokus på rigsfællesskabet? Så fortæl dem om Uddannelses- og Forskningsministeriets specialekonkurrence, som henvender sig til studerende på alle uddannelsesretninger. Vinderen modtager 40.000 kr. og får sit speciale formidlet til den brede offentlighed.
Nu kan nuværende eller tidligere studerende på Aarhus Universitet for andet år i træk dyste mod andre studerende fra Danmark, Grønland og Færøerne i konkurrencen om det bedste speciale, som har rigsfællesskabet i fokus.
Specialer inden for alle videnskabelige hovedområder kan deltage i konkurrencen, herunder samfundsvidenskab, humaniora, teknisk videnskab, naturvidenskab, jordbrugs-og veterinærvidenskab samt sundhedsvidenskab. Emnerne kan spænde bredt og omhandle historiske, kulturelle og politiske forhold, men også geologi, turisme, kunst og meget andet.
Specialet skal desuden have fået mindst 10 i karakter og være blevet bedømt i perioden fra 14. august 2020 til 26. august 2021.
Deadline for indsendelse af specialer er 26. august 2021.
Om specialekonkurrencen
Specialekonkurrencen gennemføres af Uddannelses- og Forskningsministeriet i tæt samarbejde med de otte danske universiteter og universiteterne i Grønland og Færøerne. Konkurrencen finder sted i alt tre gange (første gang i 2020) og er et af flere initiativer, der skal udbrede især unges kendskab til rigsfællesskabet og hinanden på tværs af Færøerne, Grønland og Danmark.
Prisen uddeles i år af Uddannelses- og forskningsministeren ved en prisoverrækkelse i november/december 2021.
Læs mere om konkurrencen og kriterier for deltagelse.
Læs om sidste års vindere.