Stærk erhvervsleder og iværksætter med rod i forskning træder ind i Aarhus Universitets bestyrelse
Den 48-årige ingeniør og virksomhedsejer Frank Jensen bliver nyt medlem af AU’s bestyrelse i 2025. Han kommer med en kombineret erhvervs- og forskningsprofil, særligt med indgående viden om iværksætteri og bæredygtighed.
Om det så er bygninger, virksomheder eller relationer: Frank Jensen elsker først og fremmest at bygge ting.
Det er den helt store drivkraft for den 48-årige ingeniør, Frank Jensen, som træder ind i Aarhus Universitets bestyrelse den 1. februar.
Til daglig er han ejer og aktiv bestyrelsesformand i det rådgivende ingeniørfirma Søren Jensen. Han er tredje generation i firmaet, som blev grundlagt af hans bedstefar i 1945. Samtidig er han stifter af en række startups og investor i en række andre, og senest har han etableret en nonprofit organisation, der støtter forskning og undervisning inden for bæredygtigt byggeri.
Og om kort tid kan han så også skrive ’eksternt bestyrelsesmedlem ved Aarhus Universitet’ på sit i forvejen omfattende CV, når han erstatter Carsten Bjerg, tidligere koncernchef fra Grundfos, hvis periode udløber den 1. februar.
Vokset op med Aarhus Universitet
Frank Jensen påbegyndte i 1996 sin uddannelse på Ingeniørhøjskolen i Aarhus – der som bekendt senere blev en del af AU – men skiftede undervejs til Bath University, der har en kombineret tilgang til arkitektur og ingeniørkunst. Og i 2005 færdiggjorde han så en ph.d. ved University of Cambridge.
”Mine studier og min forskning har givet mig et internationalt perspektiv og ikke mindst et stort internationalt netværk, som jeg fortsat holder ved lige. Det betyder også, at jeg i mit daglige arbejde har stor opmærksomhed på samspillet mellem forskning og praksis, som jeg mener er vigtigt og frugtbart både for universiteterne og for byggebranchen og de relaterede erhverv”, fortæller Frank Jensen, der peger på etableringen af Aarhus Center for Regenerativt Byggeri som et nærliggende eksempel. Centeret er etableret i samarbejde mellem Aarhus Universitet, Arkitektskolen Aarhus og nonprofit-organisationen Søren Jensen Institute med det mål at skabe og udbrede viden om bæredygtigt byggeri.
Frank Jensen har desuden været involveret som ingeniør og projektleder i byggeprojekter som Aarhus Universitetshospital, Væksthusene i Botanisk Have i Aarhus og møde- og konferencehuset Hejmdal i Universitetsbyen.
Formand: En toprelevant profil
Aarhus Universitets bestyrelsesformand, Birgitte Nauntofte, glæder sig over udpegningen. Hun peger på, at de eksterne medlemmer spiller en vigtig rolle som samfundets og aftagernes stemme i bestyrelsen, og hun ser Frank Jensen som en stor og alsidig kapacitet:
”Det var et stort og virkelig interessant ansøgerfelt, men Frank Jensen havde en stærk kombination af faglige kompetencer. Han har en særdeles erfaren erhvervsprofil. Han bærer viden ind på områder som bæredygtighed og innovation, som vi lægger særdeles stor vægt på, og så er han samtidig selv stifter og investor – og ikke mindst ejer af en virksomhed med 200 medarbejdere – en overbevisende erfaring med iværksætteri og entreprenørskab i et interdisciplinært perspektiv. Det er toprelevant for mange af de strategiske dagsordener, som vi arbejder med i universitetets bestyrelse”.
Bestyrelsesformanden retter samtidig en stor tak til Carsten Bjerg, der har siddet i Aarhus Universitets bestyrelse siden februar 2021:
”Med sin forståelse for både forskningens og erhvervslivets behov har Carsten været en særdeles vigtig stemme, og på vegne af hele bestyrelsen vil jeg gerne sige ham tak for indsatsen i de forgangne år. Jeg har sat stor pris på hans engagement, ikke mindst som stedfortræder”.
Udpluk fra Frank Jensens CV:
- Født i 1976
- Ejer og bestyrelsesmedlem i Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S
- Civilingeniør, uddannet ved Ingeniørhøjskolen i Aarhus og University of Bath
- Ph.d. fra University of Cambridge
- Censor på danske ingeniøruddannelser
- Tidl. ekstern underviser på bl.a. Arkitektskolen Aarhus, University of Cambridge, og TU Delft
- Co-founder af Aarhus Center for Regenerative Building