Stine Liv Johansen: "Jeg holder mig langt værk fra kommentarspor som på TV2"

Stine Liv Johansen er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. Hun forsker i børns mediebrug, digitale teknologier, leg og hverdagsliv, med fokus på børn og unges egne praksisser og perspektiver.

Hvad motiverer dig til at dele din viden som ekspert i medierne?

For mig er det både en del af mit arbejde og en personlig motivation at stille mig til rådighed som ekspert. Det er givende at vide, at min viden kan hjælpe både forældre og fagfolk. Mit felt; børns og unges brug af medier rummer ofte emner, der skaber konflikter, og det betyder meget for mig at kunne bidrage med indsigt, der gør en forskel. Det gør jeg i interviews, hvor jeg kommenterer fx politiske udspil. Det sker parallelt med min mere faglige formidling som at skrive artikler og bidrag til udredninger.  

Hvad overvejer du, før du siger ja eller nej til at medvirke i et interview?

Med tiden er jeg blevet bedre til at vurdere vinklen og opsætningen af et interview. Jeg kigger på, hvem der ellers deltager, og hvis jeg er blevet valgt til at indtage en bestemt position i en polariseret debat, siger jeg ofte nej. Jeg navigerer efter min mavefornemmelse – nogle gange rammer jeg rigtigt, andre gange ikke.

Hvordan forbereder du dig?

Mange ting tager jeg på rutinen. Hvis jeg skal kommentere på en konkret sag, vil der typisk være mulighed for at læse materiale igennem eller researche lidt selv først. Jeg har ikke en fast opskrift på forberedelse; det afhænger både af situationen, journalisten og det medie, den pågældende kommer fra.  

Hvordan balancerer du mellem at formidle din viden på en forståelig måde og samtidig holde fast i det videnskabelige grundlag?

Det er virkelig svært, måske fordi jeg arbejder med et emne, som alle kender til, har erfaringer med og ofte en stærk holdning til. Jeg forestiller mig, at en biokemiker måske har det lidt lettere på den front. Jeg gør mit bedste for at bidrage med nuancer og præciseringer og for at insistere på, at de er vigtige i debatten. Tit medvirker jeg sammen med professionelle debattører, der taler til et stort politisk publikum, og her kan det være en udfordring at trænge igennem med fakta og viden. I de situationer prøver jeg at bryde igennem ved at understrege, at man ikke kan se det her område i sort/hvide nuancer – vi har faktisk forskningsbaseret viden, der giver os et solidt fundament, selv om det hele tiden udvikler sig, efterhånden som vi lærer mere. Kort sagt: Jeg insisterer på at nuancerne er væsentlige og taler i et sprog, som folk kan forstå.

Hvordan håndterer du kritik eller modstand i rollen som ekspert i medierne?

For nylig blev jeg af en debattør beskyldt for pligtforsømmelse, og jeg har ofte prøvet at stå i skudlinjen. Jeg ved, at kritik følger med, når man stiller sig frem i medierne, og jeg prøver at tackle det så godt jeg kan. Kritik kan være mange ting. Er dialogen faglig og konstruktiv, tager jeg gerne del i den. Men jeg forsøger at holde mig væk fra kommentarspor som på TV2, hvor det tit er usagligt og følelsesladet.  

Hvilken indflydelse synes du, din ekspertrolle har haft – både for dig selv og for samfundsdebatten?

Min indflydelse har varieret gennem tiden. For fem år siden, da jeg var forperson for Medierådet for Børn og Unge, havde jeg en mere officiel indflydelse. Men jeg ved, at min viden stadig gør en forskel – fx for pædagoger, der bruger den i deres arbejde, og for studerende, der får noget konkret med videre.

Det er også derfor, jeg føler en forpligtelse til at dele mine synspunkter. Når jeg formidler, tænker jeg ofte på de fagpersoner og forældre, der kan bruge det, jeg bidrager med, i deres hverdag. Det motiverer mig til at blive ved.

Forholder du dig til kommentarer på sociale medier efter en medieoptræden?

Det kommer an på, hvor kommentarerne er og hvem, der skriver dem. Jeg deltager gerne i en saglig dialog på mine egne sociale medier. Der er altid nogle, der bare er ude på at skælde ud, og det er sket, at jeg har bedt en af dem om at smutte fra min profil. Hvad de skriver på deres egne, kan jeg ikke gøre noget ved, men de skal ikke gøre det hos mig. Og så fokuserer jeg på, at der som regel er mindst ti gange så mange positive kommentarer som negative.

Hvad gør du for at koble fra mediemøllen?

Det kan være svært, for mediemøllen stopper jo aldrig helt. Men i sommerferien slukker jeg for LinkedIn og Facebook – jeg sletter faktisk bare appen fra telefonen. I hverdagen er det sværere, men jeg prøver at lægge telefonen fra mig og snakke med folk om alt muligt andet.

I 2024 havde jeg et nytårsforsæt om at trække mig lidt fra medierne, og det gik faktisk ret godt – i hvert fald indtil slutningen af året. Det hjalp også, at flere kolleger begyndte at deltage i mediedebatten. Og nej, jeg er ikke bekymret for at blive irrelevant. Der er stor efterspørgsel efter vores viden, så jo flere, vi er om at dele det, jo bedre.

Dit bedste råd til kolleger, der overvejer at træde frem som ekspert i medierne?

Tal med dine kolleger om det. Lad være med at tro, at du skal klare det helt alene. Det er ikke uden omkostninger at kaste sig ud i det, og det kan godt påvirke nattesøvnen.

Men gør det alligevel! Vi har brug for nye stemmer, der kan bidrage til den offentlige debat. Og vi har også brug for eksperter med forskellige tilgange. Jeg har selv kolleger, der vil støtte mig, hvis jeg kommer i modvind, så find de kolleger, du kan søge råd og vejledning hos. Ja, det kan være vildt at stå i et mediestormvejr, men formidling er slet oftest ikke så dramatisk, og faktisk ret interessant – det skal vi også huske.

 

Hvad motiverer dig til at være ekspert i medierne?

For mig er det både en del af mit arbejde og en personlig motivation at stille mig til rådighed som ekspert. Det er givende at vide, at min viden kan hjælpe både forældre og fagfolk. Mit felt; børns og unges brug af medier rummer ofte emner, der skaber konflikter, og det betyder meget for mig at kunne bidrage med indsigt, der gør en forskel. Det gør jeg i interviews, hvor jeg kommenterer fx politiske udspil. Det sker parallelt med min mere faglige formidling som at skrive artikler og bidrag til udredninger.  

Hvad overvejer du, før du siger ja eller nej til at medvirke i et interview?

Med tiden er jeg blevet bedre til at vurdere vinklen og opsætningen af et interview. Jeg kigger på, hvem der ellers deltager, og hvis jeg er blevet valgt til at indtage en bestemt position i en polariseret debat, siger jeg ofte nej. Jeg navigerer efter min mavefornemmelse – nogle gange rammer jeg rigtigt, andre gange ikke.

Hvordan forbereder du dig?

Mange ting tager jeg på rutinen. Hvis jeg skal kommentere på en konkret sag, vil der typisk være mulighed for at læse materiale igennem eller researche lidt selv først. Jeg har ikke en fast opskrift på forberedelse; det afhænger både af situationen, journalisten og det medie, den pågældende kommer fra.  

Hvordan balancerer du mellem at formidle din viden på en forståelig måde og samtidig holde fast i det videnskabelige grundlag?

Det er virkelig svært, måske fordi jeg arbejder med et emne, som alle kender til, har erfaringer med og ofte en stærk holdning til. Jeg forestiller mig, at en biokemiker måske har det lidt lettere på den front. Jeg gør mit bedste for at bidrage med nuancer og præciseringer og for at insistere på, at de er vigtige i debatten. Tit medvirker jeg sammen med professionelle debattører, der taler til et stort politisk publikum, og her kan det være en udfordring at trænge igennem med fakta og viden. I de situationer prøver jeg at bryde igennem ved at understrege, at man ikke kan se det her område i sort/hvide nuancer – vi har faktisk forskningsbaseret viden, der giver os et solidt fundament, selv om det hele tiden udvikler sig, efterhånden som vi lærer mere. Kort sagt: Jeg insisterer på at nuancerne er væsentlige og taler i et sprog, som folk kan forstå.

Hvordan håndterer du kritik eller modstand i rollen som ekspert i medierne?

For nylig blev jeg af en debattør beskyldt for pligtforsømmelse, og jeg har ofte prøvet at stå i skudlinjen. Jeg ved, at kritik følger med, når man stiller sig frem i medierne, og jeg prøver at tackle det så godt jeg kan. Kritik kan være mange ting. Er dialogen faglig og konstruktiv, tager jeg gerne del i den. Men jeg forsøger at holde mig væk fra kommentarspor som på TV2, hvor det tit er usagligt og følelsesladet.  

Hvilken indflydelse mener du, din ekspertrolle har haft – både for dig selv og for samfundsdebatten?

Min indflydelse har varieret gennem tiden. For fem år siden, da jeg var forperson for Medierådet for Børn og Unge, havde jeg en mere officiel indflydelse. Men jeg ved, at min viden stadig gør en forskel – fx for pædagoger, der bruger den i deres arbejde, og for studerende, der får noget konkret med videre.

Det er også derfor, jeg føler en forpligtelse til at dele mine synspunkter. Når jeg formidler, tænker jeg ofte på de fagpersoner og forældre, der kan bruge det, jeg bidrager med, i deres hverdag. Det motiverer mig til at blive ved.

Forholder du dig til kommentarer på sociale medier efter en medieoptræden?

Det kommer an på, hvor kommentarerne er og hvem, der skriver dem. Jeg deltager gerne i en saglig dialog på mine egne sociale medier. Der er altid nogle, der bare er ude på at skælde ud, og det er sket, at jeg har bedt en af dem om at smutte fra min profil. Hvad de skriver på deres egne, kan jeg ikke gøre noget ved, men de skal ikke gøre det hos mig. Og så fokuserer jeg på, at der som regel er mindst ti gange så mange positive kommentarer som negative.

Hvad gør du for at koble fra mediemøllen?

Det kan være svært, for mediemøllen stopper jo aldrig helt. Men i sommerferien slukker jeg for LinkedIn og Facebook – jeg sletter faktisk bare appen fra telefonen. I hverdagen er det sværere, men jeg prøver at lægge telefonen fra mig og snakke med folk om alt muligt andet.

I 2024 havde jeg et nytårsforsæt om at trække mig lidt fra medierne, og det gik faktisk ret godt – i hvert fald indtil slutningen af året. Det hjalp også, at flere kolleger begyndte at deltage i mediedebatten. Og nej, jeg er ikke bekymret for at blive irrelevant. Der er stor efterspørgsel efter vores viden, så jo flere, vi er om at dele det, jo bedre.

Dit bedste råd til kolleger, der overvejer at træde frem som ekspert i medierne?

Tal med dine kolleger om det. Lad være med at tro, at du skal klare det helt alene. Det er ikke uden omkostninger at kaste sig ud i det, og det kan godt påvirke nattesøvnen.

Men gør det alligevel! Vi har brug for nye stemmer, der kan bidrage til den offentlige debat. Og vi har også brug for eksperter med forskellige tilgange. Jeg har selv kolleger, der vil støtte mig, hvis jeg kommer i modvind, så find de kolleger, du kan søge råd og vejledning hos. Ja, det kan være vildt at stå i et mediestormvejr, men formidling er slet oftest ikke så dramatisk, og faktisk ret interessant – det skal vi også huske.

Denne artikel er en del af serien Forskere i medierne: Gode formidlere er efterspurgte