Større fokus på energibesparelser

To pilotprojekter på henholdsvis Tandlægeskolen og Fuglesangs Allé på BSS er de første skridt mod at nedsætte AU’s samlede energiforbrug og mindske belastningen på miljøet.

”Spar på energien i stedet for uddannelserne eller forskningen”…

Sådan kunne et slogan for energiledelsesprojektet på AU lyde. For ifølge dem, der ved noget om energi, så er der en del penge at spare, hvis man gør en struktureret indsats for at spare på el, vand og varme. Og det er netop en af årsagerne til, at ledelsen i AU Planlægning har besluttet at sætte fokus på, hvordan vi udnytter energien på AU. Målsætningen er, at vi skal udnytte ressourcerne på en mere intelligent og omkostningseffektiv måde, så vi kan nedsætte forbruget og derved spare penge. Initiativet har også en grøn profil, idet man også ønsker at mindske AU’s belastning på miljøet.

Pilotprojekter skal give konkrete erfaringer

Første skridt i processen er to pilotprojekter på hhv. Tandlægeskolen og Fuglesangs Alle på BSS (bygning 2628). De skal munde ud i konkrete erfaringer, som kan udnyttes i det videre arbejde med en overordnet energiledelsesindsats på hele AU. Fokus i pilotprojekterne er at kortlægge energiforbruget i de udvalgte bygninger og identificere områder, hvor der er potentiale for at finde energibesparelser.

Begge pilotprojekter vil være afsluttet 1. april, hvorefter man vil beslutte, hvordan implementeringen på resten af AU skal foregå.

Medarbejdere og studerende skal involveres

Udover arbejdet med de tekniske installationer er det også en målsætning at få engageret medarbejdere og studerende og involvere dem i at finde besparelsesmuligheder. På Fuglesangs Allé er den indsats netop gået i gang. Medarbejdere og studerende er blevet informeret om projektet og opfordret til at melde sig som ambassadører for projektet – såkaldte Grønne Ambassadører.

De grønne ambassadører skal støtte op om energibesparelserne ved at være opmærksomme på, hvor man som bruger af bygningernes faciliteter kan spare og ved at være med til at promovere energirigtig adfærd over for kolleger og studerende.

> Læs mere om pilotprojektet på BSS

Yderligere informationer

Søren Harbo Jensen
Energi- og sikringsansvarlig
AU Økonomi og Planlægning
Direkte tlf: 8715 3195
E-mail: shj@adm.au.dk