Stor interesse for at søge midler til samarbejde via AU Connect: Fra cellebaseret mælk til videndeling blandt ingeniører

Aarhus Universitet har for første gang åbnet op for ansøgninger om midler til samarbejde mellem forskere og private samt offentlige virksomheder via AU Connect-puljen. Puljen, der blev lanceret i efteråret, er finansieret af innovationsbevillingen fra Forskningsreserven og har til formål at støtte forskere, der ønsker at udvide eksisterende, partnerskaber eller indlede nye samarbejder med erhvervslivet.

De såkaldte Connect-midler blev tildelt i alt 10 forskere, herunder 5 mænd og 5 kvinder, ved ansøgningsfristens udløb i november. Der blev indsendt 21 ansøgninger fra forskere på tværs af alle fem fakulteter. Forskerne fra TECH stod for det største antal ansøgninger og modtog også flest bevillinger – i alt 5. Aarhus BSS modtog to, øvrige fakulteter modtog én bevilling hver. Hver bevilling beløber sig til ca. 150.000 kr.

En af de heldige modtagere af en bevilling er professor Lotte Bach Larsen fra Institut for Fødevarer, TECH. Hun har søgt midler til et projekt inden for fødevareinnovation, der skal afsøge, opdyrke og udbygge samarbejde med virksomheder nationalt og internationalt inden for produktion og brug af cellebaseret mælk. I projektet vil Lotte Bach Larsen skabe kontakt til og afsøge mulige samarbejdsprojekter med mindre virksomheder, især startups, inden for fremstilling af kultiveret mælk og mikrobielt mælkeprotein i både Tyskland og Frankrig.

”AU Connect midlerne gør os i stand til at bruge lidt tid på at besøge forskellige aktører inden for cellebaseret mælk. Det er et område, der sker meget på nu, og bevillingen gør os i stand til at afsøge muligheder for både nationale og internationale samarbejder med henblik på etablering af nye projekter.”

Også professor Mette Zølner fra Institut fra Kommunikation og Kultur, Arts, har søgt og fået en AU Connect-bevilling til sit projekt om videndeling og innovation blandt højtspecialiserede udenlandske ingeniører. Projektet er et pilotstudium, der udføres i samarbejde med den danske afdeling af en stor amerikansk softwarevirksomhed.

”Vi ser i projektet frem til at blive klogere på, hvordan vi kan opstille retningslinjer for optimering af vidensdeling og innovation på tværs af kulturrelateret faglig diversitet. Den viden kan bruges fremadrettet af de virksomheder, der gør brug af international højtuddannet arbejdskraft, så det bliver lettere at facilitere vidensdeling og læring for at styrke innovationen.”

Det forventes, at der udbydes nye ansøgningsrunder i 2025.

Læs mere om AU Connect her.