Til minde om AIAS’ direktør Søren Keiding

Søren Keiding er gået bort efter at have tabt kampen mod kræft. Han efterlader sin hustru Lis Keiding, to voksne børn og et barnebarn. Han vil blive dybt savnet.

Søren Keiding på sit kontor hos AIAS. Foto: Lars Kruse

Det er med stor sorg, at AIAS har modtaget beskeden om, at direktør for AIAS, professor Søren Keiding, er afgået ved døden den 4. marts i en alder af 63 år efter at have kæmpet mod kræft siden sommeren 2022.

Søren Keiding kom til AIAS i oktober 2019 fra en stilling som prodekan for forskning ved det daværende Faculty of Science and Technology ved Aarhus Universitet. Inden da var han fra 2003 til 2015 professor i kemi ved Aarhus Universitet. Han fik en ph.d.-grad i fysik i 1990 og blev dr. scient i 1998. Hans forskningsområde var kemisk fysik med fokus på ultrahurtige molekyler – særligt vandmolekyler – som han studerede ved hjælp af lasere. Søren bestred igennem årtier desuden en lang række tillidsposter, senest som medlem af DFIR (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd) udpeget af Uddannelses- og Forskningsministeriet.

”Det er med stor sorg, at jeg har modtaget nyheden om Sørens bortgang. Vi, der kendte ham, enten som kollega, prodekan for forskning eller leder af AIAS, ved, at vi og Aarhus Universitet har mistet et meget særligt menneske. Søren var et multitalent. En fremragende forsker og underviser, en talentfuld musiker med en varm personlighed og en fantastisk humoristisk sans – og en utrolig dygtig leder af AIAS. Søren var en velkendt og vellidt person på Aarhus Universitet, og han formåede at række ud til næsten alle hjørner af universitetet via AIAS’ associate fellowship-program.  Ud over sit eget forskningsfelt inden for fysisk kemi, havde han en stor indsigt i mange andre naturvidenskabelige områder. Han havde en dyb forståelse for forskningspolitik og forskningsbevillinger, og han var altid parat til at dele ud af sin viden. Søren vil blive dybt savnet,” siger Brian Bech Nielsen, rektor for Aarhus Universitet.

I sin tid som direktør for AIAS var Søren en stor inspiration for alle og gjorde et stort indtryk på medarbejdere og fellows – både igennem det daglige samarbejde, men også igennem sin store indsats for at udvikle AIAS i nye retninger.

”Søren var en stærk direktør for AIAS og ledte forskningsinstituttet i nye og vigtige retninger blandt andet ved at tilføje et nyt tema-baseret gruppe-fellowship til det eksisterende individuelle fellowship. Søren havde en god fornemmelse for de forskningspolitiske vinde og for samfundets behov for aktuel forskning. Alt dette fik han bragt i spil på AIAS,” siger professor Jørgen Frøkier, bestyrelsesformand på AIAS.

Ved siden af jobbet som direktør for AIAS og sine forskningspolitiske forpligtelser, var det også meget vigtigt for Søren at formidle sin forskning til et bredere publikum. Senest udgav han i november 2021 en bog om vands unikke egenskaber i Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser. Denne bog viser hans helt særlige evne til at formidle svært stof med stor humoristisk sans. Men først og fremmest lagde han som direktør for AIAS stor vægt på at sikre trivsel og talentudvikling hos centrets medarbejdere og fellows:

”Søren kerede sig meget om hver enkelte fellows trivsel. Det var vigtigt for ham, at alle havde en god work-life balance, og han gjorde alt for at hjælpe dem, der havde behov for det. Hans store personlige engagement i udviklingen af AUFF-Ukraine Research fellowship, som var målrettet forskere på flugt fra krigen i Ukraine, er et godt eksempel på hans medfølelse og behov for at hjælpe, hvor han kunne. For alle os på AIAS er det et stort tab ikke længere at have Søren iblandt os. Vi vil savne hans kreative ideer og hans store engagement i at skabe dialog og samarbejde mellem AU’s og AIAS’s forskere. Men mest af alt vil vi savne hans oprigtige indsats for hver eneste dag at få os alle til at smile,” siger Lotte Holm, sekretariatschef og konstitueret direktør ved AIAS.

Mindehøjtidelighed på AIAS lørdag den 18. marts kl. 14-17.

Det var Sørens ønske, at hans mindehøjtidelighed skulle afholdes på AIAS med deltagelse af familie, venner, fellows, kolleger og samarbejdspartnere. Det er helt i Sørens ånd og et af hans sidste ønsker, at det vil bringe familie og kolleger sammen.

Søren var omgivet af sin nærmeste familie i den sidste svære tid. Han efterlader sin hustru Lis Keiding, to voksne børn og et barnebarn. Søren vil blive dybt savnet.

Æret være Sørens minde.

Kontakt:

Lotte Holm, sekretariatschef og konstituteret direktør på AIAS
lho@aias.au.dk 
Tlf.: +45 2134 2914

Aarhus Institute of Advanced Studies, AIAS
Høegh-Guldbergs Gade 6B
DK-8000 Aarhus C
Denmark