Uddannelsesdag satte fokus på Educational IT
Undervisere fra institutter og centre på AU fik inspiration til og delte deres erfaringer med at bruge digitale læringsplatforme i undervisningen.
”Jeg ved, at der foregår rigtig meget spændende og godt rundt omkring på universitetet i relation til Educational IT. Det er disse erfaringer, vi skal dele med hinanden her i dag, så vi alle kan blive klogere og lære på tværs af AU.”
Med disse ord rammesatte prorektor Berit Eika, den interne uddannelsesdag den 8. oktober 2015. Hun uddyber:
”Teknologien er blevet en naturlig og fuldt integreret del af vores undervisning. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi hele tiden arbejder kvalificeret med, hvordan vi anvender de digitale læringsplatforme, sådan at det bliver mere tilfredsstillende at undervise og at studerende lærer på en bedre og mere motiverende måde.”
Erfaringer fra det skotske
Hovedtaleren var professor Sian Bayne fra University of Edinburgh. Bayne holdt dagens første oplæg og fortalte her om, hvordan universitetet i Edinburgh har været first movers inden for online education og stablet i alt 25 Massive Open Online Courses (MOOCS) på benene. Desuden fremviste Bayne et manifest med gode råd og opmærksomhedspunkter i forbindelse med online undervisning. Se Baynes oplæg.
Fra envejspræsentation til dialog
En anden oplægsholder var Carsten Bergenholtz, som er lektor på Institut for Virksomhedsledelse. Carsten kan, via systemet PollEverywhere, få en dialog i gang med de studerende undervejs i undervisningen, også selvom der er 200-300 studerende til timen. Det fungerer ved, at Carsten stiller et spørgsmål, som de studerene kan svare på via en hjemmeside. Fordelene ved systemet er muligheden for at give hurtig feedback til de studerende undervejs i undervisningen og omvendt.
”Desuden er systemet billigt, og så synes de studerende altså rigtig godt om, at der kommer en aktivitet ind i undervisningen,” forklarer Carsten og uddyber:
”Den eneste udfordring, jeg kan se, er, at det godt kan tage lidt tid at formulere nogle rigtig gode spørgsmål, men det lærer man. Det er en balance mellem at lave spørgsmål med sandt/falskt svarmuligheder og så lave nogle mere dybdegående spørgsmål.”
Online-læringsvæktøj til studerende
En anden måde at inddrage digitale læringsplatforme på er ved at gøre som professor Bjørk Hammer fra Institut for Fysik og Astronomi, der har udviklet et it-understøttet læringsværktøj til de studerende.
Systemet hedder Sci2u og er en online-platform, hvor de studerende via nogle opgaver får mulighed for at træne deres færdigheder i matematik. Træningen har en god effekt på de studerende som får forbedret deres matematikfærdigheder, når de bruger systemet.
Det siger underviserne
De fremmødte var kommet for at høre om, hvordan andre arbejder med at inddrage digitale læringsplatforme i deres undervisning – og de fik mange gode inputs med sig hjem:
Katrine Kjær, der underviser i plantefysiologi på Bioscience, fortæller:
”Jeg synes, at jeg har fået mange spændende ideer præsenteret her i dag – særligt nysgerrig er jeg på systemet PollEverywhere. Der er dog også nogle barrierer for at komme i gang med at bruge de nye digitale læringsplatforme, og det er økonomi og tid.”
Åge Lauritzen, som underviser i maskinteknik på Ingeniørhøjskolen, var også mødt op for at få ny inspiration:
”Jeg synes, at det er en spændende øjenåbner at komme her i dag. Jeg har fået god inspiration til, hvordan man kan arbejde med forskellige digitale læringsplatforme, og den inspiration vil jeg tage med tilbage til mine kollegaer og mit netværk.” siger han.
Videndelingen fortsætter
Det blev til mange spændende og innovative oplæg på uddannelsesdagen - gik du glip af et oplæg eller vil du gerne gense oplæggene, så kan du finde power points fra oplægsholderne nedenfor:
- Professor Sian Bayne fra University of Edingburgh: Teaching born digital
- Carsten Bergenholtz, Institut for Virksomhedsledelse: PollEverywhere
- Henrik Løvschall, Institut for Odontologi: eMuseum og digitalisering af anatomiundervisningen. Læs også nyhed om eMuseum
- Torben K. Jensen, CUL: Digitalisering af undervisningen på Aarhus BSS
- Asser H. Thomsen, Institut for Retsmedicin: E-bøger i holdundervisningen i retsmedicin på medicinuddannelsen
- Asbjørn Skæveland, Institut for Statskundskab: Blackboard-skabeloner
- Ditlev Brodersen, Institut for Molekylærbiologi og Genetik: Curriculearn.dk
- Kristoffer Nielbo, Institut for Kultur og Samfund: Teksttunge digitale data
- Bjørk Hammer, Institut for Fysik og Astronomi: Sci2u, It-understøttende færdighedstræning i matematikundervisningen
Yderligere oplysninger
- Hvis du vil vide mere om arrangementet, er du velkommen til at kontakte Kirsten Brusgård, rådgiver for prorektor.