Varm velkomst til ny universitetsdirektør
Medarbejdere, studerende og samarbejdspartnere var samlet til brunch i Stakladen for at byde ny direktør Arnold Boon velkommen til Aarhus Universitet. Se billeder fra receptionen og klip fra talerne.
Aarhus Universitet var fredag den 29. januar 2016 vært for Arnold Boons tiltrædelsesreception i Stakladen, hvor medarbejdere, studerende og samarbejdspartnere fik lejlighed til at hilse på den nye universitetsdirektør. Se sammenklip fra receptionen.
Direktør med indsigt i universitetsverdenen
Prorektor Berit Eika bød velkommen og overlod derefter talerstolen til Rektor Brian Bech Nielsen, som gav den nye direktør rosende ord med på vejen:
”Vi kan tydeligt mærke, at du ved, hvad du har med at gøre. Du kender universitetsverdenen, og du har skabt meget flotte resultater i en udfordrende tid med reformer, skærpede krav og besparelser. Vi, der arbejder her, kan godt lide at tro, at universitetet er noget helt specielt – og hånden på hjertet er der faktisk noget om snakken. Derfor er det heller ikke nogen ulempe, at du har 10 års erfaring som forsker. Du kan forstå de videnskabelige medarbejderes hverdag, og du kan sætte dig ind i deres udfordringer. Det giver dig et særligt afsæt for at stå i spidsen for en meget dedikeret og dygtig administration, som brænder for at støtte op om vores kerneaktiviteter,” sagde Brian Bech Nielsen.
Trods Arnold Boons hollandske opvækst og mangeårige karriere på Sjælland beskrev Brian Bech Nielsen desuden hans evne til at tie, men stadig lytte som et særligt jysk – og prisværdigt – karaktertræk. Derefter gav Berit Eika ordet videre til dagens hovedperson, der takkede de fremmødte for den varme velkomst.
”Jeg er meget glad for opgaven med at skulle lede AU’s administration de kommende år, og jeg taknemmelig for den tillid, Rektor og bestyrelsen har vist mig ved at give mig stillingen. Jeg er også stolt af at være direktør ved Aarhus Universitet. Jeg synes, at forskerne, de teknisk/administrative medarbejdere og de studerende gennem de seneste år har skabt nogle imponerende resultater, selvom der har været mange forandringer. Det er et godt udgangspunkt for de kommende års arbejde,” lød det indledningsvis fra den nye direktør.
Én mund, men to ører
Arnold Boon brugte også anledningen til at fortælle om sit syn på de udfordringer, der venter.
”For at kunne lede som universitetsdirektør, skal man forstå universitetet. Derfor er det godt, vi mennesker er udstyret med én mund og to ører, for netop i den første periode skal man lytte dobbelt så meget, som man skal tale. Jeg suger stadig information til mig, men vil alligevel give mit bud på nogle emner, der vil fylde meget i den kommende tid. Først og fremmest skal vi sikre os, at bundlinjen passer. Universitetet har allerede arbejdet meget med budgetterne de seneste år, men den finanslov, regeringen har vedtaget, stiller os over for nye udfordringer. Vores indtægter går ned med ca. 300 mio. kr., og det betyder, at vi skal have en stram styring,” sagde Arnold Boon.
Foruden digitalisering og bygningsdrift nævnte Arnold Boon i sin tale også administration som et af de emner, der skal arbejdes med den kommende tid.
”Administration skal være professionel, effektiv og brugerorienteret. Jeg er godt klar over, at man som administrativ medarbejder kan være i krydspres. Forskere og studerende har forventning om mere og bedre service, og samtidig skal vi se, om vi kan opnå besparelser i administrationen. Min tilgang vil være, at vi skal række hånden ud, så vi gennem indsigt i forskeres og studerendes behov, samarbejde og fælles prioritering kan opnå både professionel administrativ service og gode resultater,” sagde Arnold Boon.
Omtrent halvanden hundrede mennesker var mødt op for at byde Arnold Boon velkommen.