To-lærer-ordning for udenlandske post.docs og ph.d.'ere

Afrapportering

Formål med projektet

Der bliver i stigende omfang ansat udenlandske postdoc og ph.d.’ere på Aarhus BSS. Det har dog vist sig at denne gruppe af undervisere er udfordrede, når de står overfor at skulle afvikle undervisning for de studerende, da de udenlandske medarbejdere kommer med vidt forskellige kulturelle baggrunde og dermed også forskellige tilgange til undervisningsafviklingen.

Dette er blandt andet kommet til udtryk ved en mindre tilslutning til samt generelt større frafald på nogle af de seminarer, som de udenlandske postdocs og ph.d.er er ansvarlige for afviklingen af – sammenholdt med fag undervist af mere erfarne, typisk danske, undervisere.

For at imødekomme disse udfordringer har Aarhus BSS som forsøgsordning indført en to-lærer-ordning på 5 af fakultetets 7 institutter i efteråret 2015, målrettet 24 postdoc og ph.d.’ere. Målene med ordningen er dels at højne studentertilfredsheden med de pågældende fag, dels at give de yngre, udenlandske videnskabelige medarbejdere et bedre fundament at bygge deres undervisning på.

Ordningen går ud på, at der knyttes en erfaren underviser fra det relevante institut på postdoc/ph.d.’ens undervisningsforløb. Den erfarne underviser har til opgave at hjælpe med udarbejdelse af undervisningsplanen og, efter nærmere aftale, indgå i og forestå en del af undervisningen. Det giver et fælles ansvar og et naturligt samarbejde, hvor både erfaring og nye input kan blive delt.

Resultater af projektet

Udbyttet af samarbejdet vedrører naturligvis i høj grad de faglige drøftelser om fagindhold og -struktur, men der er også stor værdi i udvekslingen af erfaringer med det danske uddannelsessystem (fx karaktersystemet og eksamensformer), de studerendes niveau og forventninger og studiekulturen har mulighed for at blive vendt.

Erfaringerne med ordningen har været særdeles positive. Den delte undervisning er med til at give de yngre, udenlandske videnskabelige medarbejdere indsigt i den underforståede viden om ”hvordan vi gør tingene”, og har udgjort vital sparring i forhold til fagenes opbygning og indhold. Forhåbentligt afspejler disse gode erfaringsudvekslinger sig også i de studerendes evalueringer af undervisningsforløbende, når disse løber af stablen sidst på året.

Perspektivering

En sidegevinst ved ordningen viser sig at være en større bevidsthed hos den erfarne underviser om egen undervisning i et internationalt miljø, idet disse har opnået større indsigt i og input til hvad, man ikke kan og skal tage for givet i undervisningen af internationale studerende og i arbejdet med internationale kolleger.

De postdocs/ph.d’ere, der har deltaget i ordningen har i løbet af semesteret endvidere muligheden for at deltage i et seminar og erfaringsudveksle, for at følge op på deres refleksioner omkring undervisningsforløbet og sparre med hinanden på tværs af fag – og ikke mindst på tværs af kulturer.

Ordningen tænkes fremadrettet med fordel at kunne udvides til ikke kun at dække yngre internationale undervisere, men at dække alle yngre undervisere, der kunne have interesse i ekstra faglig sparring, ud over eksempelvis de obligatoriske adjunktkurser.