Støtte til uddannelsesworkshop

Afrapportering

Formål

Uddannelsesworkshop på Sandbjerg Gods d. 15.-16. juni 2015.

Formålet med workshoppen er at tematisere og drøfte, hvad fremtidens jobmarked forventer af en biolog, og hvilke krav det stiller til vores undervisning. Målet for workshoppen er i fællesskab at udvikle et idégrundlag på baggrund af hvilket, Uddannelsesudvalget i samarbejde med de enkelte undervisere kan arbejde videre med at skærpe profilen for AU’s biologiuddannelse. Ambitionen er, at vi rekrutterer de rigtige studerende og uddanner dem til fremtidens jobmarked.

Resultater

Den 15.-16. juni 2015 var 58 undervisere fra Institut for Bioscience’ fire tjenestesteder inviteret til Uddannelsesworkshop på Sandbjerg Gods sammen med 7 ledelsesrepræsentanter. Anledningen var et forestående arbejde med at revidere instituttets biologiuddannelse, og målet var i fællesskab at udvikle et idégrundlag, som Uddannelsesudvalget i samarbejde med de enkelte undervisere kunne arbejde videre med. Ambitionen var og er fortsat, at Institut for Bioscience og dermed AU rekrutterer de rigtige studerende og uddanner dem til fremtidens jobmarked.

Omdrejningspunktet for workshoppens første dag var at nytænke undervisningen og arbejde med fremtidsvisioner omkring biologernes rolle på fremtidens arbejdsmarked og i samfundet. Future Navigator faciliterede dagen. Fokusset for den følgende dag var rammerne omkring biologiuddannelsen. Indledende oplæg var koncentreret om de uddannelsespolitiske beslutninger, fremdriftsreformen og dimensioneringen, og om de kommende ændringer i uddannelsesstrukturen på Science and Technology. Derpå arbejdede deltagerne med en række temaer identificeret ud fra førstedagens brainstorming og fremtidsbilleder. Gruppearbejderne gav en række input til ny-struktureringen af biologiuddannelsen og tog udgangspunkt i de følgende emnekredse og stikord:

  1. Studiestart (rekruttering, studievaner, integration, mentorordning)
  2. Bacheloruddannelsens grunddel (støttefag, nye obligatoriske emneområde, generelle færdigheder, successionen i det faglige abstraktionsniveau)
  3. Alternative undervisnings- og evalueringsformer (feedback-kultur, co-creation, korpsånd og anerkendelse af den gode undervisning.
  4. Specialestudiet (kortere gennemførelsestid, fælles introduktion til specialestudiet, retningslinjer for vejledning, kurser undervejs)

Deltagerne var enige om at indføre en mentorordning, og Uddannelsesudvalget har arbejdet videre med dette i efteråret 2015. En lang række af de øvrige emner bliver nu i foråret 2016 behandlet af arbejdsgrupper under udvalget.

Grundstenene til en revision af biologiuddannelsen blev således lagt, da underviserne fra instituttet – for første gang – mødtes på tværs af fagligheder og tjenestesteder.

Perspektivering

Grundstenene til en revision af biologiuddannelsen blev således lagt, da underviserne fra instituttet – for første gang – mødtes på tværs af fagligheder og tjenestesteder.

Workshoppen var særdeles vellykket, og fik underviserne til at tænke fremadrettet og ’ud af boksen’ i forbindelse med det arbejde vi nu er i gang med (revisionen af biologi-uddannelsen).

På baggrund af erfaringerne fra denne workshop, vil vi fremover jævnligt (hvert år eller hvert andet år) arrangere lignende møder/workshops for alle undervisere.