Udvikling og udbredelse af sci2u.dk

Afrapportering

Formål

Institut for Molekylærbiologi og Genetik (MBG) vil udvikle et nyt koncept for den eksperimentelle undervisning på bacheloruddannelsen med øget fokus på progression, studenteraktivitet og læring, på baggrund af en revision af øvelsesprogrammet samt udviklingen af et nyt evalueringsværktøj.

Resultater

Dette projekt tager afsæt i en praksis, hvor organiseringen af de eksperimentelle øvelser er struktureret ud fra tilknytning til teoretiske fag og ikke sammensat ud fra didaktisk helhedstænkning vedrørende det samlede øvelsesprogram på bacheloruddannelsen. Med det mål at opnå større sammenhæng og redefinere det eksperimentelle program har projektet involveret flere konkrete tiltag:

 

A) Arbejde mod ny struktur for det eksperimentelle program

 

  1. Overordnet design for nyt øvelseskoncept.

    Resultat: Alle øvelser på bacheloruddannelsen skal være dele af et samlet øvelsesprogram med afsæt i sideløbende teoretiske moduler. Der arbejdes mod at forankre det samlede øvelsesprogram som en selvstændig del af bacheloruddannelsen med ECTS tildeling.
  2. Diskussion af kompetencemål fra Studieordningen for Bacheloruddannelsen i Molekylærbiologi med identifikation af mål relevante for den samlede eksperimentelle undervisning.

    Resultat: Prioritering af kompetencemålene efter ønsket fokus for det samlede eksperimentelle program
  3. Formulering af læringsmål for det samlede eksperimentelle program.

    Resultat: Gennem flere iterationer er der formuleret læringsmål der adresserer kernefaglige såvel som generelle færdigheder og kompetencer
  4. Specifikation af ønskede kernefaglige indholdselementer som ønskes behandlet gennem hele det eksperimentelle program.

    Resultat: Liste med konkrete teknikker/emner
  5. Drøftelse af evalueringsform.

    Resultat: Der arbejdes mod en sammenhængende evaluerings-struktur med løbende formative evalueringer ifm afvikling af de enkelte øvelser samt en summativ evaluering umiddelbart før påbegyndelse af bachelorprojekt. Læringsmålene adresseret i den summative evaluering skal udgøres af de samlede lærings-mål (pkt 3 ovenfor)
  6. Placering af kernefaglige indholdselementer i progressionsplan.

    Resultat: Under afvikling. Skal efterfølgende afstemmes med resultatet af den sideløbende revision af teoretiske moduler

  7. Afklaring af indholdselementernes bearbejdningsform (”hands on”/databehandling).

    Resultat: Under afvikling. Skal efterfølgende afstemmes med resultatet af den sideløbende revision af teoretiske moduler.

  8. Afklaring af apparaturkrav.
    Resultat: Under afvikling.

Umiddelbar fremtid: Diskussion af hvorledes de enkelte læringsmål for det samlede eksperimentelle program kan adresses ved evaluering.

 

B) Arbejde mod nyt Blackboard-baseret (BB) evalueringsredskab

  1. Opsætning og afvikling af peer feedback aflevering i BB i forbindelse med laboratoriekursus for 167 studerende.

    Resultat: a) Erfaringsopsamling vedr. afvikling af peer feedback læringsaktiviteter på BB for store studentergrupper samt udarbejdelse af studentervejledninger. b) Afleveringen omhandlede teorien bag den eksperimentelle øvelse og til selve undervisningen havde underviseren (Magdalena Pyrz) et klart indtryk af, at de studerende var bedre forberedte end tidligere. Således var der ikke behov for begrebsafklaring i samme omfang som tidligere år uden skriftlig aflevering, og de studerende kunne derfor i højere grad fokusere på forståelsen af eksperimenterne. En spørgeskemaundersøgelse blandt de studerende (115 respondenter) bekræftede, at 89% af de adspurgte, pga. den skriftlige aflevering, havde ”forberedt sig bedre på teorikomplekset forud for øvelsen”. Dette indikerer, at skriftlige afleveringer forud for eksperimentelle undervisningsaktiviteter bør være en del af de fremtidige øvelsesforløb.
  2. Initial drøftelse af fremtidigt BB-baseret evalueringsredskab, Mol-X-Portfolio.

    Resultat: På baggrund af ønsket evalueringsform (beskrevet under punkt A-5 foroven) søges en BB løsning som kan understøtte portfolio-evaluering. Den nuværende skitse for Mol-X-Portfolio omfatter således ”studenter-ejede” Mol-X-Mapper (én mappe for hvert fag, hvortil der er tilknyttet eksperimentelle øvelser) hvori al kommunikation af relevans for den pågældende øvelse samles. Det tilsigtes, at forskellige læringsstier skal kunne designes under de enkelte øvelser, der kan anbefales målrettet de studerendes forskellige behov som en del af den formative evaluering. Desuden skal Mol-X-Portfolio også understøtte præsentationen af et Mol-X-Projekt, som skal danne grundlag for den summative evaluering.

Umiddelbar fremtid: Afklaring af tekniske begrænsninger/muligheder i nuværende BB templates samt afstemning med pkt2 ovenfor ved opfølgende diskussion med AU BB ressourcepersoner.

C) Analyse af eksisterende øvelsesprogram

  1. Det nuværende øvelsesprogram er analyseret mht. metoder, frihedsgrader i øvelsesdesignet og afrapporteringsform med henblik på at identificere udviklingspunkter mod nyt eksperimentelt program

    Resultat: Mange eksisterende øvelser vil kunne indgå i det fremtidige eksperimentelle program med mindre justeringer, efter afstemning med resultatet af den sideløbende revision af de teoretiske moduler på bacheloruddannelsen.

Perspektivering

I den nuværende organisering medfører den manglende sammenhæng de enkelte eksperimentelle moduler imellem, at det fulde læringspotentiale ved laboratorieøvelserne ikke udfoldes. Således forventes projektet at skabe bedre og mere fokuserede rammer for læring samt understøtte en essentiel kobling mellem teori og praksis blandt MBG-studerende.

I forlængelse af projektet forestår arbejdet med selve udviklingen af det BB-baserede evalueringsredskab, Mol-X-Portfolio. Udover evaluerings-aktiviteterne ønskes redskabet at tilvejebringe mulighed for at studerende kan strukturere det samlede materiale fra eksperimentelle moduler til senere brug som eget opslagsværk i forbindelse med projektarbejde.

Perspektiverne udfolder sig således både målrettet MBGs studerende, som vil få direkte gavn af fokuseringen af læringsaktiviteterne og re-designet af det eksperimentelle program, men projektet kan også tjene til inspiration for revisionsforløb af andre uddannelseselementer. Specielt vil andre eksperimentelle discipliner, som ønsker at tage afsæt i didaktisk helhedstænkning, kunne anvende forløbsmodellen skitseret under resultatafsnittet (A1-8) samt adaptere BB Mol-X-Portfolio designet, ifald der ønskes implementering af portfolio-metodikken.