Råd og værktøjer til din fondsansøgning

Praktisk gennemførlighed (projektbeskrivelsen)

Hvad gør din/jeres forskergruppe særligt kvalificeret til at udføre projektet, og hvorfor er projektstedet specielt velegnet?

Projektbeskrivelsens afsnit om praktisk gennemførlighed skal overbevise bedømmer om, at projektet er realistisk og gennemførligt inden for projektperioden.

I afsnittet bør du derfor redegøre for:

  • hvor arbejdet skal udføres
  • projektgruppens medlemmer og samarbejdspartnere
  • hvem der har ansvar for de enkelte delelementer af projektet 
  • at projektgruppen besidder de kompetencer, som er nødvendige for at gennemføre projektet
  • at du/I har adgang til den fornødne infrastruktur m.v. (f. eks. særligt udstyr, gode faglige fællesskaber og tilknyttet administrativt personale)
  • eventuelle andre forhold der er relevante for udførelsen af dit projekt.

En ansøgning har ofte større gennemslagskraft, hvis du har et bredt netværk og internationale samarbejdspartnere. Pas dog på med at ”name-droppe”. Udvælg kun de vigtigste samarbejdspartnere, der forventes at bidrage til projektet, og vis hvad hver enkelt partner skal lave helt konkret.