Mindeord

Mindeord om Frede V. Nielsen, professor emeritus i musikpædagogik

Frede V. Nielsen døde natten til den 21. marts 2013 efter et langvarigt sygdomsforløb. Frede V. Nielsen undgik helst at tale som sin sygdom, som har udviklet sig langsomt over en årrække, og han var aktiv som både forsker og underviser til det sidste.

Frede V. Nielsen blev ansat i 1971 på Danmarks Lærerhøjskoles (DLH) Institut for Musik og Musikvidenskab til at medvirke med udviklingen af de faglig-pædagogiske kandidatuddannelser. Frede V. Nielsen har gennem fire årtier været en ledende kraft i udviklingen af musikpædagogik som videnskabeligt fagområde i Danmark, og han blev dr. pæd. i 1983 på afhandlingen ”Oplevelse af musikalsk spænding”.

Da DLH i 2000 blev forvandlet til Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), blev cand. pæd.-uddannelsen i musikpædagogik nedlagt i lighed med alle øvrige kandidatuddannelser og efteruddannelser, men Frede V. Nielsen tog initiativ til udvikling af en ny kandidatuddannelse i musikpædagogik, som siden 2006 har været udbudt i samarbejde med Musikvidenskab ved Københavns Universitet, hvor et af uddannelsens moduler udbydes til gensidig inspiration for de to institutioner.

Frede V. Nielsen er i brede musikpædagogiske kredse kendt som forfatter til studiebogen Almen musikdidaktik, som gennem de seneste to årtier har været anvendt i hele Skandinavien. Bogens analyser viser, hvordan musikfaget peger ud over sig selv, og i talrige publikationer har Frede V. Nielsen vist, hvordan analyser af musikfaget også har gyldighed for forståelsen af andre fag.

Udvikling af fagdidaktik og almen didaktik og ikke mindst relationer mellem disse har gennem mange år udgjort kernen i Frede V. Nielsens arbejde, og det har præget hans bidrag til bl.a. det tværfaglige udviklings- og forskningsprogram ved DLH Skolefag, Læring og Dannelse i det 21. Århundrede og til antologien Didaktik på kryds og tværs, og i de senere år til et samarbejde mellem DPU og SDU om Sammenlignende Fagdidaktik.

Frede V. Nielsen har været en drivende kraft i udviklingen af musikpædagogik i Norden bl.a. som medstifter af Nordisk Netværk for Musikpædagogisk Forskning og som hovedredaktør gennem mange år af Nordisk Musikpædagogisk Forskning Årbog, som han tog initiativ til i 1995. Desuden var han i 1999 medstifter og siden koordinator for Dansk Netværk for Musikpædagogisk Forskning, der er et fagligt forum for musikkonservatorierne og musikfaget på universiteterne.

Frede V. Nielsen var intens i sit faglige engagement, hvilket en fyldt festsal på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) havde lejlighed til at opleve ved hans afskedsforelæsning den 8. juni 2012. Frede V. Nielsen var kendt såvel i Danmark som internationalt for sit vedholdende arbejde for musikpædagogisk forskning og ikke mindst for ”musikfaget i undervisning og uddannelse”. Dette var også titlen på en rapport om musikfagets status, som han tog initiativ til og redigerede i 2010, og som fortsat citeres ivrigt af både fagfolk og politikere.

Frede V. Nielsen har med sin indsats for musikfaget og for musikpædagogisk forskning sat markante aftryk, som i lang tid fremover vil være vidnesbyrd om hans betydning.

Sven-Erik Holgersen, Kirsten Fink-Jensen, Frederik Pio og Finn Holst