Karrierefremmende undervisningsforløb m/inddragelse eksterne gæsteforelæsere

Formål

På ST er hovedparten af uddannelserne ikke direkte professionsrettede, og der er derfor stor værdi i at sætte de studerende i direkte kontakt med potentielle arbejdspladser i undervisningsforløb, hvor gæsteforelæsere står for en del af undervisningen. Mødet med professionelle rollemodeller kan bidrage til at styrke de studerendes faglige identitet og motivation, og hjælpe til at klarlægge potentielle karriereveje. Imidlertid optræder gæsteforelæsere ofte med monologiske forelæsninger, og det er en udbredt udfordring, at de studerende oplever gæsteforelæsninger som løsrevet fra den øvrige undervisning. Det fag-faglige udbytte af gæsteforelæsninger risikerer derfor at være begrænset.

Formålet med dette projekt var at udvikle og afprøve et læringsdesign med retningslinjer og anbefalinger til, hvordan undervisningen tilrettelægges mest hensigtsmæssigt, så udbyttet af at inddrage gæsteforelæsere i undervisningen øges. Læringsdesignet fokuserer på at bringe de studerendes viden i spil i forhold til aktuelle problemstillinger og træne færdigheder og kompetencer, som efterspørges i den branche gæsteforelæseren repræsenterer.

Projektet skal resultere i udvikling af en skabelon til kursusopbygning i Blackboard, så læringsdesignet umiddelbart kan implementeres af andre undervisere på ST og understøttes af Educational-IT.

Resultater

To pilotforsøg blev udført i projektperioden. I projektansøgningen var et læringsdesign beskrevet, men pilotprojekterne gav mulighed for at udvikle og afprøve to forskellige læringsdesigns: Læringsdesign 1 - Visiting lecturer og  Læringsdesign 2 – External stakeholder.

I tilknytning til de to læringsdesigns blev retningslinjer og anbefalinger udviklet, som blev indarbejdet i de to skabeloner. Skabelonerne vil fremadrettet kunne kopieres over i Blackboard af undervisere og anvendes direkte i det aktuelle kursus.

Læringsdesign 1 - Visiting lecturer:

Læringsdesign 1 blev udviklet og afprøvet i faget Anvendt Molekylærbiologi i samarbejde med Birgitta Knudsen, Institut for Molekylærbiologi og Genetik. I pilotprojektet blev der fokuseret på hvordan udbyttet af gæsteforelæsninger kunne styrkes i kursusforløbet. Læringsdesign 1 beskriver hvordan undervisningen planlægges så de studerende er velforberedte forud for et besøg af en gæsteforelæser og derfor klædt på til at forholde sig aktivt og undersøgende til gæsteforelæsningen. Læringsdesignet foreslår endvidere hvordan den nye viden forankres og bringes i spil i relevante og aktuelle opgaver og læringsaktiviteter, som tydeliggør sammenhængen mellem fagets teori og metode og det aktuelle arbejdsmarked, som gæsteforelæseren repræsenterer.

Læringsdesign 2 – External stakeholder

Læringsdesign 2 blev udviklet i faget Geografiske Informations Systemer (GIS) i samarbejde med Peder Bøcher, Bioscience. Her var en ekstern partner med til at udarbejde opgaver, der fokuserer på de faglige emner og kompetencer fra faget, som anvendes på den eksterne partners arbejdsplads. De studerende får herved mulighed for at løse autentiske opgaver, hvor de træner de færdigheder, som de vil kunne anvende i fremtidige jobs. Opgaver der afspejler potentielle fremtidige arbejdsopgaver vil ofte motivere de studerende og kurset vil fremstå relevant i relation til fremtidige jobmuligheder.

Kontaktpersoner

  • Rikke Frøhlich Hougaard, Science and Technology Learning Lab
  • Annika Büchert Lindberg, Science and Technology Learning Lab