Seniorsamtaler

I henhold til § 1 stk. 3 i cirkulære af 21. december 2021 om seniorordninger skal medarbejdere der er fyldt 60 år i forbindelse med medarbejderudviklingssamtalen have tilbud om at drøfte seniorperspektiver. Samtalen skal have fokus på fastholdelse og medarbejderens ønsker og forventninger til sit arbejdsliv både på kort og længere sigt.

Samtalen afholdes mellem medarbejderen og den nærmeste leder. Tillidsrepræsentanten kan deltage, hvis medarbejderen ønsker dette.

Seniorsamtalen kan afholdes som en integreret del af medarbejderudviklingssamtalen (MUS) eller separat. Indgåede udviklingsplaner kan skrives ind i aftaleskemaet under MUS i MitHR.

Seniorsamtalen handler blandt andet om nuværende og kommende arbejdsopgaver, og kan tage udgangspunkt i udvikling, fastholdelse og/eller tilbagetrækning – alt efter medarbejderens alder og formåen. Nedenstående temaer kan indgå i aftalen:

  • Arbejdstid
  • Særlige arbejdsopgaver, f.eks. overdragelse af viden og erfaring til andre kolleger
  • Arbejdsmængde
  • Fritagelse for opgaver
  • Nye faglige udfordringer

Dialogen mellem medarbejderen og lederen kan resultere i en senioraftale, men kan også være en drøftelse af medarbejderens velbefindende på AU - herunder om der er behov for justering af medarbejderens opgaveportefølje eller om der er behov for, at der tages andre hensyn til medarbejderen. I drøftelserne kan også indgå dialog omkring tilbagetrækning.

Universitetet har mulighed for at indgå aftale med medarbejdere om aftrapning i tid, aftrapning i job/charge, seniordage, fastholdelsesbonus (senioraftaler) samt emeritustilknytning afhængig af medarbejderens alder og situation. Lederen kontakter HR om formalia herom, hvis det er aktuelt.  En senioraftale indgås mellem en medarbejder og dennes leder og formaliseres mellem AU og vedkommende tillidsrepræsentant. Vilkårene i seniorordningen afstemmes efter arbejdspladsens og den ansattes forhold.

En aftale om emeritusordning kan indgås i de konkrete situationer hvor lederen vurderer det hensigtsmæssigt for universitetets virksomhed.

I menuen til højre kan du finde en vejledning til seniorsamtale og en skabelon til udviklingsplan.