Teologis bøger står stadig på hylderne

DR P4 Østjylland bragte tirsdag den 25. september en historie om, at teologis opslagsværker og bøger var blevet erstattet af hængekøjer på Nobelbiblioteket. Det er ikke korrekt. Samtlige bøger fra det tidligere teologiske bibliotek står på hylderne i det nye bibliotek – også selv om der er skabt plads til studiemiljø og afslapning.

I morgenradio fra P4 Østjylland tirsdag den 25. september rejste næstformanden for det teologiske fagudvalg Simon Jylov kritik af biblioteksforholdene for de teologistuderende.

Det fremgik af indslaget, at man havde kørt en stor del af den teologiske bogsamling på fjernlager. Men det tilbageviser Søren Elle, som er biblioteksleder på Arts, Aarhus Universitet.

- Vi har flyttet samtlige tre kilometer bøger fra det teologiske bibliotek til biblioteket i Nobelparken, og vi har fundet plads til dem alle sammen på én og samme etage. Biblioteket er blevet udvidet, og vi har lavet en helt ny indretning, hvor vi dels prøver at imødekomme behovet for de traditionelle biblioteksydelser og samtidig forsøger at skabe et studiemiljø, hvor læring kan foregå på mange måder, siger Søren Elle.

At læring ikke altid sker med en bog ved et bord er tydeligt på biblioteket. Opholdsrummene er indrettet med en kombination af sofagrupper, gruppeborde og traditionelle læsepladser. Der er også blevet plads til et afslapningsområde, hvor hængekøjerne afprøves som en del af indretningen. Men det er ikke sket på bekostning af plads til bøgerne.

- Her på biblioteket har vi hverken fået henvendelse fra de teologistuderende eller fra P4 Østjylland, så jeg ærgrer mig over historien, siger Søren Elle.