Circle U.-ophold giver inspiration til forskning og undervisning

Øget internationalisering inden for både undervisning og forskning er en strategisk indsats for fakultetet. Circle U.-mobilitetspuljen giver støtte til medarbejdere, der gerne vil på ophold ved otte forskellige universiteter i Europa. Puljen retter sig mod både forskere og administrative medarbejdere ved Arts.

Foto: Colourbox.com

”Det er en ordning, flere medarbejdere skulle benytte sig af. Og helst sammen med kolleger fordi det bygger bedre broer. Det vigtige er, at man mødes om noget konkret. Det kan være noget forskningsmæssigt, det kan være undervisningsformer, men det kan også være nye ideer til administrative praksisser”, fortæller Stefan Kjerkegaard, der er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur.

Han tog som afdelingsleder initiativ til, at de fleste medarbejdere fra Nordisk Sprog og Litteratur sammen besøgte kolleger på Nordeuropa-Instituti Berlin over fire dage i december 2022.

Nye perspektiver og bedre kollegialt sammenhold

Stefan Kjerkegaard fremhæver, at det gav nye perspektiver og input til både forskningen og undervisningen, men også at det i høj grad var med til skabe et stærkere netværk med universitetskollegerne i Berlin.

”For os var det dejligt at møde forskere fra udlandet, der interesserer sig for nordisk kultur, og at være samlet om dette. De er med til at give os et blik på os selv, og det vi arbejder med, udefra, så at sige. Desuden var jeg og et par kolleger med til en meget inspirerende undervisningssession, der gav nye input til vores egen undervisning”, siger Stefan Kjerkegaard og fortsætter:

”Besøget var med til at bygge bro mellem vores afdeling og Nordeuropa-Institut ved Humboldt. Dertil kommer, at der var flere møder, hvor enkelte forskere mødte hinanden bilateralt. Det er vigtigt også at facilitere den slags møder ved et besøg. Alt skal ikke være planlagt.”

Han peger på, at fordi de var en større gruppe af medarbejdere, der tog afsted sammen, så var det også med til styrke det daglige samarbejde hjemme.

”De fleste fra afdelingen var med, så det havde også den funktion, at det rystede os sammen internt. F.eks. var det meget fedt at tage toget frem og tilbage. Det gav anledning til gode snakke, både socialt og fagligt. Vores medarbejdermøder bagefter blev ganske simpelt mere livlige. Vi havde mere at snakke om. Det var virkelig godt.”, slutter Stefan Kjerkegaard.

Med en hel årgang studerende til Berlin

Som noget nyt er det i år også blevet muligt at søge støtte fra Circle-U puljen til, at undervisere tager afsted med en hel busfuld studerende. Den mulighed greb Birgitte Stougaard Pedersen, der er lektor i Æstetik og Kultur ved Institut for Kommunikation og Kultur, da hun i april 2024 rejste sammen med tre kolleger og 40 studerende på fire dages ophold i Berlin.

”Vi tog afsted med hele første årgang på Æstetik og Kultur, der på forhånd havde lavet en podcast om universitetet. Det var en fantastisk mulighed, og det var også med til at styrke sammenholdet på turen som helhed, at vi kunne følges i bussen”, siger Birgitte Stougaard Pedersen.

De studerende mødtes med to forskere fra Humboldt Universitet, professor Shitaro Miyazaki fra Institut für Musikwissenschaft und Medienwissenschaft, og Dagny Stuedahl, der er gæsteprofessor ved Humboldt. De gav to forelæsninger, ’Berlin Media Studies - Past and Futures’ og ’Power and Rebellion in Participatory Practices’ og en rundvisning til de danske gæster ved ’Der Medienarchäologische Fundus’. Det er en stor samling af væsentlige genstande fra forskellige generationer af elektriske og mekaniske udviklinger, som er meget relevante for medieundersøgelser.

” Vi har konkrete planer om at udvikle samarbejdet med medievidenskab i Berlin, og en del af os havde allerede kontakter dernede, der med opholdet klart blev styrket. Især det mediearkælogiske brugsmuseum var virkelig interessant for både kollegerne og de studerende, da det talte rigtig godt sammen med de igangværende studieaktiviteter på AU, som vi kunne hente yderligere inspiration til”, slutter Birgitte Stougaard Pedersen.

Yderligere information

Circle U. er en universitetsalliance mellem Aarhus Universitet og otte universiteter i andre europæiske lande. Alliancen arbejder for at gøre internationalisering nemmere og skabe nye forbindelser mellem forskning, uddannelse og innovation. Ansatte kan søge midler til dækning af rejse- og opholdsudgifter. Der kan bevilges op til 20.000 kr. pr. person pr. rejse. Til grupper kan der maksimalt søges om 50.000 kr. pr. grupperejse, og det er nu også muligt at søge om tilskud til en busrejse for undervisere og op til 50 studerende.