Aarhus’ nye borgmester har ikke brug for meget alenetid

Selvom kalenderen er ”virkelig skør” som nybagt far og borgmester, er Anders Winnerskjold taknemmelig for at få mulighed for at gøre en forskel for den by, han elsker. Han sætter stor pris på sin uddannelse i statskundskab, men det bedste ved studietiden var, at han mødte sin hustru.

Anders Winnerskjold på Aarhus Universitet.
Anders Winnerskjold var i 2024 tilbage på sit gamle institut som ekstern lektor, hvor han sammen med professor Søren Serritzlew underviste kandidatstuderende på kurset Hvem har magten i kommunerne? Politikeres og embedsmænds interesser, konflikter og kompetencer. ”Jeg blev borgmester midt i det hele, så det gav kurset en ekstra dimension”, siger Anders Winnerskjold. Foto: Roar Paaske

Anders Winnerskjold husker tydeligt kommunalvalget i 2017.

Tirsdag d. 21. november gik aarhusianerne i stemmeboksen.

Onsdag blev de personlige stemmer talt op, og den 25-årige statskundskabsstuderende bragede ind i byrådet som den socialdemokrat, der modtog næstflest personlige stemmer. Kun overgået af borgmester Jacob Bundsgaard.

Anders Winnerskjold

1992: Født og opvokset i Åbyhøj

2018 - : Medlem af Aarhus Byråd

2019: Medstifter af startup-virksomheden ”Elevaid”, som har fokus på at reducere frafald på ungdomsuddannelser gennem online terapi – og rådgivningsforløb.

2020: Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet

2022 - 2024: Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse

2024: Borgmester i Aarhus

Gift med Ane Edslev Andersen, som er ph.d.-studerende på statskundskab på Aarhus Universitet. Sammen har de en datter.  

Torsdag kravlede Anders Winnerskjold rundt i lygtepælene og pillede valgplakater ned.

Og fredag cyklede han fra lejligheden på Frederiksbjerg op til Institut for Statskundskabs traditionsrige ”juledag”, hvor studenterforeningerne forvandler instituttets gange til én stor fest.

Idet Anders Winnerskjold trådte ind i de gule bygningers festlige virvar af julepynt og julemusik, stormede hans medstuderende mod ham med omfavnelser og jubel.

”Det var overvældende. Folk var virkelig glade og stolte. Mange havde fulgt med, og flere havde også hjulpet mig i valgkampen. Jeg husker den dag som én lang sejrsfest”, siger Anders Winnerskjold.

En studerende natteravn
Allerede tidligt i studiet skilte Anders Winnerskjold sig ud med en arbejdskapacitet ud over det sædvanlige. Ved siden af studiet var han bl.a. aktiv i DSU, og så var han i gang med at starte egen virksomhed. Ofte blev nætterne taget i brug. For eksempel når han brugte den ene halvdel af natten på at skrive eksamensopgave og den anden halvdel på at lave kampagne for folketingsmedlem Jens Joel (S). Ofte blev det kun til et par timers søvn, inden cykelturen igen gik op på instituttet.

”Jeg er ikke god til at sidde stille, jeg restituerer hurtigt og har ikke brug for så meget alenetid, så jeg har givet den gas på mange fronter”, siger han.

Allerede i studietiden begyndte han at tænke over, hvordan man indretter sit liv bedst muligt. Det er her, kalendergymnastikken kommer ind i billedet, og den spiller en endnu større rolle nu:

”Min kalender er virkelig skør. Alt er designet og skruet sammen på nogle helt særlige måder, for at det kan hænge sammen. Det er nødvendigt at leve meget struktureret i dette job”, siger han.

Måtte dele dagen med Trump
Onsdag d. 6. november 2024 vågnede danskerne op til gule bjælker på alle nyhedssites. Donald Trump havde vundet det amerikanske præsidentvalg. Samme dag overrakte Jacob Bundsgaard sin borgmesterkæde til Anders Winnerskjold på Rådhuset. Men hvor Trump som en anden Moses kløver folkehavet i to, vil Winnerskjold gerne have alle med i båden.

”Jeg håber, jeg kan være mere samlende, end Trump er det i USA”, sagde Anders Winnerskjold til JP Aarhus samme dag.

At være borgmester er ifølge Anders Winnerskjold en kæmpe drøm. Men det var ikke givet, at det skulle ende sådan.

”Sandheden er jo, at meget i livet er lidt tilfældigt. Jeg var politisk aktiv i studietiden, men jeg var også meget optaget af den virksomhed, jeg var i gang med at starte. Så får jeg pludselig et godt kommunalvalg og bliver senere rådmand. Og 3 år efter bliver jeg borgmester. Jeg har knoklet for det, men der er også noget held indblandet”, siger Anders Winnerskjold.

Løvens Hule på universitetet
Den virksomhed, som tog en del af Anders Winnerskjolds opmærksomhed i studietiden, hedder Elevaid. Virksomheden arbejder på at mindske frafald på ungdomsuddannelserne ved at lade psykologistuderende rådgive de unge online – som et supplement til studievejledningen. Virksomheden er blevet solgt ad flere omgange og beskæftiger i dag over 20 personer som del af en større koncern.

”Grundlæggende ville jeg og min kompagnon Nikolaj Schlüter gerne lave noget selv. Vi kan godt lide at sidde for bordenden og skabe noget, og det gør man virkelig som iværksætter. Du er jo alt fra regnskab til ledelse til kommunikation. Vi fik god hjælp i AU’s iværksætterhub The Kitchen”, siger Anders Winnerskjold, der sætter pris på universitetets fokus på innovation og iværksætteri.

”Lige nu har vi tidsånden med os. Iværksættere er jo nærmest superstjerner i dag. Nogle fakulteter og institutter har en stærkere kultur for iværksætteri end andre, og jeg tror, der er et stort, uindfriet potentiale på humaniora og de samfundsfaglige uddannelser. Det er en god idé at invitere folk ind udefra, som kan inspirere og vejlede. Men universitetet gør allerede rigtig meget”, siger han.

Mødte kærligheden på AU
Nogle alumner skal grave årtier tilbage i hukommelsen, når de skal mindes deres studietid. Anders Winnerskjold skal kun tænke 5 år tilbage, og minderne står skarpt. Læsegruppemøderne på biblioteket, hvor diskussionerne nogle gange slog gnister. Fredagsbarer, der fortsatte til langt ud på natten. Skuffelsen over ikke at få topkarakterer. Den smukke udsigt ud over universitetsparken fra toppen af Bartholins Allé. Men det absolut vigtigste minde fra studietiden er en kvinde.

”Jeg mødte min hustru på statskundskab. Ane læste på årgangen over mig, og det er utrolig betydningsfuldt for mit liv, at jeg mødte hende. Vi har fået en lille pige, og vores liv lige nu er ret vanvittigt og fantastisk”, siger han.

Ane Edslev Andersen er ph.d.-studerende på statskundskab, og parret har mange fælles venner fra studietiden. I det hele taget er deres liv viklet sammen med Aarhus Universitet – der er også tråde ind i borgmesterens arbejdsliv:

”Aarhus Kommune har et tæt samarbejde med Aarhus Universitet. Universitetets betydning for byen kan ikke overvurderes. Hvert år kommer tusindvis af unge mennesker til Aarhus for at blive klogere, og det skaber et fantastisk bymiljø”, siger Anders Winnerskjold.

Borgmesteren er optaget af, at uddannelsesbyen Aarhus hele tiden udvikles og fremstår attraktiv og relevant:

”Summen af en god studieby er mere end bare uddannelse. Kan man få et studiejob og en praktikplads? Kan man få hjælp, hvis man har det svært? En god studieby er også, at der er et rigt kulturliv, teaterbilletter, der er til at betale for studerende, adgang til natur og foreningsliv”, siger han.

Én af de helt store begivenheder i Aarhus er den årlige Kapsejlads, som den tidligere borgmester Jacob Bundsgaard har haft tradition for at skyde i gang sammen med universitetets rektor. Da Anders Winnerskjold blev udnævnt til borgmester, spurgte universitetets avis Omnibus, om han vil tage den tradition op. Her lød svaret:

”Jeg vil ikke invitere mig selv, men får jeg invitationen, siger jeg ja.”