APV 2025: Undersøgelsen er slut – resultater følges op lokalt
78 procent af medarbejderne på AU har besvaret spørgeskemaet for APV 2025. Resultaterne ligger klar fra den 7. april, hvorefter det lokale opfølgningsarbejde kan gå i gang i de enkelte enheder.

Indsamling af besvarelser til APV 2025 er nu slut. De næste uger vil Rambøll analysere de indkomne svar, som samles i en række rapporter for enheder og afdelinger på de forskellige organisatoriske niveauer.
I løbet af mandag den 7. april 2025 udsender Rambøll mails med link til rapporterne på APV-portalen.
Når APV-rapporterne er udarbejdet, vil der blive afholdt lokale dialogmøder om resultatet. Her får du som medarbejder mulighed for at uddybe og kommentere resultaterne samt bidrage til opfølgningen, hvor beslutninger om prioriteringer og indsatsområder vil være med til at sikre det rette fokus i det daglige arbejde med at skabe et godt arbejdsmiljø i den enkelte enhed/afdeling.
Yderligere oplysninger
- Se svarprocenter på spørgeskemaundersøgelsen
- Læs mere om APV 2025 på au.dk/apv
- Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive til AU HR på apv@au.dk.