Brug din lokale arbejdsmiljørepræsentant
Aarhus Universitet har netop afsluttet valget til arbejdsmiljøorganisationen, og de valgte repræsentanter er nu klar til at trække i arbejdstøjet. Men hvad kan du bruge din arbejdsmiljørepræsentant til?
Din lokale arbejdsmiljørepræsentant er med til at skabe rammerne for et godt arbejdsmiljø i din enhed – i samarbejde med dig, dine kollegaer og ledelsen.
Selvom din arbejdsmiljørepræsentant er meget opmærksom på, hvis noget omkring arbejdsmiljøet i din enhed er uhensigtsmæssigt, så er arbejdsmiljørepræsentanten også meget afhængig af dine input som medarbejder. Observerer du noget, du mener, der skal tages hånd om i din enhed, så tag fat i din arbejdsmiljørepræsentant, fx:
- En hård omgangstone
- Krænkende adfærd
- Forhold, der kan udløse stress
- Støjgener, fx i forbindelse med storrumskontor
- Dårligt indeklima, fx problemer med ventilation eller træk
- Uhensigtsmæssigheder ifm. placering af hjertestarter, nødudgange, nødberedskab mv.
Arbejdsmiljørepræsentanten kan bære relevante problemer frem for den lokale leder, og i tæt dialog vil de sammen sætte skub i projekter og indsatser, der styrker det lokale arbejdsmiljø.
Din lokale arbejdsmiljørepræsentant bidrager også til udviklingen af din enhed generelt – fx ved at deltage i det lokale APV-arbejde samt analysere og forebygge arbejdsulykker.
Find din lokale arbejdsmiljørepræsentant og læs om AU’s arbejdsmiljøorganisation.
Læs også
- Repræsentanter til AU’s arbejdsmiljøorganisation er fundet.
- Læs interview med arbejdsmiljørepræsentant Susanna Holm Nielsen: ”Det er vigtigt, at vi har det godt, når vi går på arbejde”