C.F. Møller fylder 100 år: Nyt træ i Universitetsparken
Aarhus Universitet er verdensberømt for sin arkitektur, som arkitekt C.F. Møller står bag. I år fylder arkitektfirmaet 100 år, og det blev fejret fredag d. 23. august – bl.a. med et nyt træ i Universitetsparken. Se billeder her.
”Unge mand, se på de danske herregårde!”
Sådan sagde Kong Christian X til arkitekt C.F. Møller, da de skiltes efter sammen at have indviet det helt nye Aarhus Universitet i 1933. Den nye arkitektur faldt ikke helt i kongens smag. Men arkitekturen skulle siden vise sig at sætte dagsordenen med plads i den danske kulturkanon og på lister over de smukkeste universiteter i verden.
I år har arkitektfirmaet C.F. Møller 100-års jubilæum, og det blev markeret fredag d. 23. august på bl.a. Aarhus Universitet med taler, rundvisninger og plantning af et nyt egetræ ved søen i Universitetsparken, hvor egetræet netop er den gennemgående træsort.
Partnerskabet mellem Aarhus Universitet og C.F. Møller har inspireret og imponeret i næsten et århundrede, sagde universitetsdirektør Kristian Thorn, da han bød velkommen til arrangementet i aulaen:
”Helt fra begyndelsen var vores campus tænkt som et symbiotisk partnerskab mellem natur og kultur: Arkitekturen er nøje integreret i det markante landskab, og floraen er bogstaveligt talt blevet ét med bygningerne. Denne måde at tænke på har bestået. Det er en del af vores arv, og det er en del af hverdagen på campus den dag i dag”, sagde Kristian Thorn.
Se også C.F. Møllers egen side om Aarhus Universitets bygninger