Danske Universiteter lancerer principper for forskningssamarbejde med ekstern part

Universitetsforskere og eksterne parter skal ikke være i tvivl om spillereglerne, når videnskab bliver til i et samspil. Det var afsættet for Aarhus Universitets grundregler fra 2020 for samarbejde med eksterne parter. Nu kommer Danske Universiteter med et sæt fælles principper for forskningssamarbejde, som flugter med AU’s grundregler.

Studerende på Grundfos' stand
Danske Universiteter har lavet principper for universiteternes samarbejde med eksterne parter. De nye principper matcher AU's egne grundregler. Arkivfoto: Lars Kruse/AU.

Universiteterne er for længst trådt ud af elfenbenstårnet og indleder stadig flere forskningsbaserede samarbejder med virksomheder, myndigheder og organisationer. For at sikre forskningens troværdighed og uvildighed introducerer Danske Universiteter en række fælles anbefalinger og principper, som er udarbejdet sammen med Uddannelses- og Forskningsministeriet. Disse anbefalinger og principper kommer i forlængelse af Aarhus Universitets Grundregler for ansvarlig forskningspraksis og forskningsfrihed i samarbejde med eksterne parter, som trådte i kraft i 2020, og AU’s grundregler har indgået som en del af grundlaget for arbejdet med de nye fælles anbefalinger og principper.

AU-grundregler først

Forskere ved Aarhus Universitet skal dog ikke til at forholde sig til et nyt regelsæt med nye dessiner. Det er fortsat AU’s grundregler, forskere fra Aarhus Universitet kan tage udgangspunkt i, når et samarbejde med en ekstern part indledes. Danske Universiteters principper udfolder nogle af tematikkerne og kan ses som en bagvedliggende reference.

Fælles for AU’s grundregler og Danske Universiteters principper er, at de udstikker spillerreglerne, når universitetet indgår et samarbejde med en ekstern part, som eksempelvis finansierer forskningen. Målet er at give parterne en rettesnor, som hjælper til at forstå og fastholde egne roller og ansvarsområder igennem et forskningssamarbejde eller i en situation, hvor universitetsansatte forskere yder rådgivning til eksterne parter.

Fælles rammer styrker troværdigheden

Rektor Brian Bech Nielsen hilser de nye principper fra Danske Universiteter velkomne.

”Det styrker universitetsforskningens troværdighed, at vi har fælles spilleregler til samarbejdet mellem universitetet og en ekstern part. Det sender et rent signal til omverdenen om, at uanset hvilket dansk universitet, man samarbejder med, er rammerne de samme”, siger Brian Bech Nielsen.

Både rektor og Danske Universiteter understreger, at principperne og anbefalingerne skal læses og fortolkes i sammenhæng med den praksis, som allerede gælder på området. Det er Universitetsloven, det danske kodeks for integritet i forskning, databeskyttelsesforordningen og så lokale standarder og retningslinjer – for forskere på Aarhus Universitet grundreglerne fra 2020.