Designjusteringer på AU’s medarbejder-hjemmesider
Vi er i færd med at gøre Aarhus Universitets hjemmeside mere brugervenlig. Derfor lancerer vi den 15. september et justeret design til de hjemmesider, der indeholder intern information rettet mod medarbejdere. Det nye design rydder først og fremmest op i de mange lag af navigation på hjemmesiderne.
Medarbejdere.au.dk, de interne sider for alle ansatte på AU, skal gennemgå en række justeringer i designet, så siderne bliver mere enkle, tydelige og nemme at bruge for medarbejderne.
De grafiske justeringer medfører, at siderne under medarbejdere.au.dk får et udtryk, der adskiller dem helt klart fra de eksterne sider. De interne sider bliver samtidig meget enklere at overskue, fordi de mange navigationsmuligheder bliver skåret ned til de mest nødvendige.
Det nye design er igennem foråret blevet brugertestet i flere omgange, og det kan allerede nu ses på medarbejderportalen for Institut for Kemi, der som den første enhed har brugt designet de sidste 3 uger. Se: http://chem.medarbejdere.au.dk/
Hovedprincippet i designet er stadig, at den lokale medarbejderportal er det primære udgangspunkt når man skal søge efter internt indhold på universitetets hjemmeside. Den enkelte medarbejder skal altså kunne finde så meget som muligt direkte fra sin egen medarbejderportal.
Designimplementeringen bliver varetaget af de enkelte enheders webredaktører i tæt samarbejde med enhedernes kommunikationspartnere i de administrative centre.
Hvis du har spørgsmål til designjusteringerne og den forestående implementering, så kontakt Steffen Longfors.