Digital eksamen – fra to forskellige til ét system på AU
De to systemer til digital eksamen på AU, WiseFlow og Digital Eksamen, står over for en udskiftning. Universitetsledelsen slår fast, at de to systemer skal erstattes med ét, og det rulles ud i efteråret 2023.
Bemærk: Nyheden er opdateret 5.11.2021. Tidsplanen er opdateret, og teksten er tilpasset. Læs mere om projektet på projektsitet.
Kontrakterne til AU’s systemer til digital eksamen nærmer sig udløb, og AU Studiesystemer arbejder med et nyt udbud på ét fælles system. Universitetsdirektør Arnold Boon fremhæver, at der er grønt lys til udbudsprocessen.
”På baggrund af en markedsundersøgelse har universitetsledelsen besluttet, at AU fremover skal have ét fælles system til digital eksamen. Målet er at opnå større brugervenlighed, bedre integration med andre systemer og mere enkle arbejdsgange på tværs af AU”, siger Arnold Boon.
Digital eksamen er bare et af flere systemer, der står over for en udskiftning, og umiddelbart har planen været, at en fælles platform for digital eksamen skulle rulles ud i efteråret 2021, hvor man parallelt er i slutfasen med udrulningen af afløseren til Blackboard – det nye LMS, Brightspace.
”Der har været rejst bekymring om, hvorvidt man i fagmiljøerne på forsvarlig vis kan løfte opgaven med at modtage to systemer samtidig, der begge spiller en stor rolle i det daglige virke som underviser. For at minimere risikoen for, at videnskabelige medarbejdere skal arbejde sig ind i flere nye systemer på samme tid, bliver udrulningen af en fælles platform til digital eksamen udskudt nogle måneder”, siger Arnold Boon.
Dermed forventes det, at systemet kan tages i brug i fagmiljøerne i efteråret 2023.
Udbudsprocessen igangsættes nu med fokus på understøttelse af eksamensformer på de fem fakulteter. Derudover bliver der lagt stor vægt på løsninger, der imødekommer relevant lovgivning om persondatabeskyttelse, når det handler om forebyggelse af eksamenssnyd.
Anskaffelsen af et fælles system til digital eksamen gennemføres i samarbejde mellem AU Uddannelse, AU IT og fakulteternes administrative centre under ledelse af en tværgående styregruppe med prodekan Finn Borchsenius i spidsen.
Digital Eksamen – foreløbig tidsplan
- Fase 1: Udbud og anskaffelse (vinter 2021 - sommer 2022)
- Fase 2: Teknisk og organisatorisk implementering (efterår 2022 – sommer 2023)
- Fase 3: Systemet tages i brug i fagmiljøerne (efterår 2023)
Læs mere på projektsitet