Dinosaurerne havde også kræft

År 2000. Den arkæologistuderende Jeanette Varberg er netop blevet fyret fra sit fritidsjob på McDonalds og er på udkig efter et nyt. Kort efter får hun job som rundviser på Moesgaard Museum. Skoleeleverne spærrer øjnene op, når hun fortæller om Grauballemandens blodige død eller Egtvedpigens gennemsigtige nederdel. Jeanette Varberg har et særligt talent for at formidle – og studiejobbet på Moesgaard Museum gik fra at være let tjente penge til at definere hendes fremtidige levevej.

”Jeg har haft tusindvis af mennesker igennem udstillingerne på Moesgaard Museum. Det har givet mig en god fornemmelse af, hvem mine modtagere er, og hvilke spørgsmål almindelige mennesker stiller til vores historie. Formidlingen er siden blevet den røde tråd i min karriere”, siger hun.

6’eren udvidede horisonten
Jeanette Varberg er med på en videoforbindelse fra hjemmet i Horsens, tæt ved fjorden. Iført knaldgul strikhue fortæller hun veloplagt om sin studietid på arkæologi trods det udmattende kemoforløb, hun er i gang med.

”Studiemiljøet på Moesgaard var varmt og familiært, alle kendte alle. Vi havde vores eget sted derude og kom stort set aldrig ind til byen”, siger hun.

Busturen med 6’eren frem og tilbage mellem Park Allé og Moesgaard var i sig selv nærmest meditativ

”Det var en utrolig smuk tur langs vandet og gennem skoven. Det var før mobiler og podcasts, så man sad og smålyttede til brudstykker af andres begavede samtaler om arkæologi og antropologi. Nogle gange har jeg vidst nogle ting, som jeg ikke kunne sætte kilde på, og så har jeg tænkt: Moesgaard-bussen”, siger hun.

Stedets rytme hang sammen med 6’erens køreplan, som tilbage i 00’erne var det eneste offentlige transportmiddel ud til det, der i dag kaldes Campus Moesgaard, som sammen med Moesgaard Museum dengang havde til huse i en hvidkalket, tidligere herregård.

”Bussen gik hver halve time, så éns dag var indrettet efter det. Og hvis du blev i fredagsbaren, efter den sidste bus var gået, skulle du enten gå den lange vej op til Oddervej efter en natbus – eller vove det ene øje og bevæge dig igennem skoven i bælgravende mørke. Det sidste har jeg prøvet, og det kan ikke anbefales”, griner Jeanette Varberg.

Fortiden kan hjælpe os
Jeanette Varberg kedede sig i folkeskolen og fik dårlige karakterer, men i gymnasiet gik det op for hende, at det krævede et snit på 8,4 at komme ind på arkæologi, og så strammede hun sig an. Det var en åbenbaring at begynde på arkæologistudiet:

”Jeg tænkte: Det er det her, jeg vil! Det var fantastisk at komme ind i et rum, hvor jeg opdagede glæde ved at lære. Og så knoklede jeg ellers bare igennem”, siger hun.

Drivkraften for Jeanette Varberg har hele tiden været at få andre til at forstå, hvor stor betydning fortiden har – både for vores nutid og fremtid.

Da Covid-19 lagde verden ned, kom det nemlig bag på de fleste. Men ikke arkæologerne og historikerne. De vidste godt, at epidemier og pandemier gentagne gange i historiens løb har raseret menneskeheden. 

”Vi var blevet historieløse omkring sygdom”, siger Jeanette Varberg, som kort efter statsminister Mette Frederiksens pressemøde d. 11. marts 2020 blev ringet op af Region Midtjylland. De ville gerne have hende med i en rådgivende gruppe for regionens øverste sygehus-ledelse.  

”Jeg bidrog med en historisk vinkel på beslutningerne. Hvordan håndterede man f.eks. den spanske syge fra 1918-1920? Vi mennesker indgår altid i historien, og den erkendelse kan lette noget af presset, så læger og sygeplejersker ikke føler, at de gør alt for første gang. Du indgår i en lang kæde af mennesker, som har gjort de samme ting før dig, bare i andre sammenhænge og situationer”, siger Jeanette Varberg.

Putin og Påskeøen
Historieløsheden kommer også til udtryk i chokket over Ruslands invasion af Ukraine:

”Putin går efter at danne et storrussisk rige, og vil man forstå denne tankegang, må man prøve at forstå Ruslands komplekse historie”, siger hun.

Også den igangværende klimakrise kan historien sige noget om. Klimaet har nemlig altid fået kulturer til at blomstre – og andre til at gå under. Mayariget i Mellemamerika var forladt, da europæerne kom dertil, sandsynligvis på grund af klimaforandringer. Ligeledes var det klimaforandringer, der fordrev nordboerne fra Grønland i 1300-1400-tallet. Påskeøen i Stillehavet – en lille, isoleret ø, som er kendt for sine store stenansigter – var engang hjemsted for et komplekst samfund, der imidlertid brød sammen.

”Man fældede efterhånden alle træerne, blandt andet for at rejse stenansigterne. Og pludselig var der ikke mere skov – og ikke mere træ til at bygge skibe, så man kunne komme væk fra øen. Det er nærliggende af sammenligne Påskeøen med Jorden. Hvornår fælder vi den sidste skov”, spørger Jeanette Varberg.

Dinosaurerne havde også kræft
Fortiden er en gigantisk bank af erfaringer fra dem, der har levet før os. Jeanette Varberg og hendes kollegers job er at sætte system i erfaringerne og drage nogle konklusioner og paralleller. For skal vi forstå os selv og vores situation, må vi forstå historien. Det kan også gælde på det personlige plan. Jeanette Varberg fik konstateret brystkræft i februar 2023, er blevet opereret og er nu i gang med det afsluttende kemoforløb.

”Da jeg blev syg, blev jeg ramt af skyldfølelse. Har jeg haft for travlt? Har jeg lyttet nok til min krop? Kunne jeg selv have gjort noget? Men så dykkede jeg ned i kræftens historie og opdagede, at det første kræfttilfælde er fundet i en dinosaur. Så er det sgu ikke min skyld, vel?” siger Jeanette Varberg og smiler.

Hendes research viste også, at kræftsygdommen er beskrevet i egyptiske kilder for over 5000 år siden. Magiske trylleremser fra Romerriget handler om at fjerne hårde knuder fra brystet. Kræft rammer til alle tider. Men hvorfor er flere så tilsyneladende ramt i dag?

”Fordi vi bliver ældre. Vi har udryddet mange sygdomme, men vi står tilbage med det, der har luret under overfladen hele tiden: Kræften, den ukontrollable celledeling, hvor kroppen vender sig mod sig selv. Hver tredje af os har en tikkende bombe i kroppen”, siger Jeanette Varberg.

At dykke ned i kræftens historie hjælper hende med at få struktur på tankerne. Det er noget, hun har lært på universitetet. Hun indgår i historien, hun er ikke alene.

På sin Instagramprofil deler hun ud af både kræftens historie og sin egen historie med kræft til sine over 9000 følgere:

”Hvis jeg kan stå frem med skaldet hoved som et eksempel og være med til at oplyse og give folk nogle holdepunkter, så gør jeg det gerne”.