Du må gerne være i verden på din egen måde

Jeg har aldrig været i tvivl om min mors kærlighed. Men efter min fars selvmord kunne hun ikke beskytte mig og min bror, og jeg blev involveret i ting, børn ikke skal involveres i. Jeg var den ældste og fik et stort ansvar. Det har betydet, at jeg blev ekstremt hårdtarbejdende, tilsidesatte mig selv og aldrig lærte at holde fri. Måske har disse ting været medvirkende til, at jeg som den første i min familie fik en gymnasial uddannelse på Handelsskolen i Horsens og senere blev cand.psych. fra Aarhus Universitet.

Jeg begyndte på statskundskab i 2011 og droppede ud et halvt år efter. Jeg interesserede mig ikke for det, og jeg følte mig forkert. Da vi spillede Bezzerwizzer på introturen, opdagede jeg, at jeg ikke anede noget om verden. Flere af de andre studerende boede i forældrekøb og havde overskud til frivilligt bestyrelsesarbejde, som opgraderede deres CV. Bare det at finde et sted at bo i Aarhus havde fyldt mig med angst i flere måneder, og jeg måtte arbejde og arbejde for overhovedet at have råd. Jeg blev stille og indebrændt og var splittet mellem min baggrund og det akademiske miljø. Jeg tog afstand fra min familie i de år, og samtidig var jeg frustreret over, at mine medstuderende ikke kunne se, hvor meget de havde fået foræret hjemmefra.

Splittelsen fulgte med, da jeg begyndte på psykologi i 2012. Men jeg interesserede mig mere for faget og fik en god veninde. På første semester deltog jeg i et weekend-seminar om udviklings – og personlighedspsykologi med professor Jan Tønnesvang. Det var så fucking fedt. Det var filosofisk, flyvsk, højtragende, idealistisk og åbent for fortolkning. Vi læste en virkelig smuk tekst om narcisisme af sociologen Erving Goffman. Jeg elskede at læse den tekst, sætning for sætning.

Der var også fag på psykologi, jeg ikke interesserede mig for. Det metodiske passede mig ikke så godt – det med bare at redegøre for andres tanker – men jeg gjorde det alligevel, arbejdede hårdt til langt ud på natten og blev ansat som forskningsassistent. Drivkraften var primært at få noget på CV’et. På mit hold var der konsensus om, at det fineste, man kunne blive, var forsker. Det med at blive terapeut eller arbejde i f.eks. PPR blev ikke anset for at være noget særligt. Der var tårnhøje forventninger til, hvad man skulle drive det til, og det påvirkede mig.

Jeg begyndte på en skriveskole nede på Godsbanen, mens jeg skrev speciale. Det var som at blive lukket ind i en magisk verden. Tænk at sidde i tre timer og diskutere et digt! Jeg elskede det og mødte andre, som havde det på samme måde. Jeg mødte op en halv time før og gik som den sidste, og det betød, at jeg begyndte at negligere mit speciale. Jeg havde en god vejleder, men jeg glemte at svare hende og overholdt ikke deadlines, fordi skriveskolen motiverede mig så intenst.

Det endte med, at jeg havde en kæmpe tudetur og afleverede blankt. Jeg havde ikke mig selv med i det speciale, som handlede om effekten af terapi til kræftpatienters pårørende. Jeg valgte at forlænge studiet med fire måneder og lave en helt anden problemformulering, som handlede om kønsidentitet i computerspillet World of Warcraft. Det førte ingen vegne hen på LinkedIn, men hvis jeg skulle skrive det speciale, var jeg nødt til at interessere mig for emnet. Umiddelbart efter jeg blev færdig på psykologi, blev jeg optaget på Forfatterskolen, og her fandt jeg for alvor min rette hylde.

Psykologien ligger i mig og påvirker min måde at se verden på. Jeg er meget glad for min psykologuddannelse. Jeg har min egen praksis, hvor jeg har klienter to dage om ugen. Nærvær og empati er krævende ad helvedes til, så jeg er kvæstet i hovedet bagefter. Men det er simpelthen så livsbekræftende at være noget for nogen, og jeg får et indblik i alle mulige verdener. Derudover: Uanset hvordan det går med mine bøger, så har jeg altid min psykologuddannelse at falde tilbage på.

Universiteterne kan blive bedre til at styrke den sociale mobilitet. For det første skal man anerkende, at der er ulighed i samfundet – og blive klogere på, hvordan uligheden påvirker mennesker. Hav mål for diversitet, også hvad angår sociale klasser. Sørg for, at der er rollemodeller for de studerende, som kommer fra lavindkomstgrupper. Hvis I møder én, der ikke forstår rummet, som har nogle tåkrummende holdninger, er ryger og har en anden smag i musik, så se igennem det og interessér jer for mennesket bag.

Hvis jeg skulle give mig selv et godt råd som studerende, ville jeg sige: Arbejd mindre hårdt. Tro på, at de der karakterer ikke bliver altafgørende for din fremtid. Brug mere tid på at finde ud af, hvem du er. Find sammen med andre. Du skal ikke løbe 10 gange hurtigere end alle de andre for at have lov til at være med. Du må gerne være i verden på din egen måde.

Mit liv er meget mærkeligt i øjeblikket. Jeg har fået stor succes meget hurtigt som forfatter, og jeg er i en situation lige nu, hvor folk smider jobtilbud efter mig. Det er fuldstændig vendt på hovedet. Alt det man lærer på universitetet og jobcentret om at lave CV-relevante ting og søge bredt - jeg er i en anden virkelighed nu og er gået fra den ene yderlighed til den anden på kort tid. Lige nu øver jeg mig i at sige nej og sætte grænser. Jeg skal f.eks. ikke være med i et politisk parti. Jeg bliver glad i låget af at skrive og er i gang med to bøger. Og så vil jeg gerne finde en bank, der vil låne mig penge, så jeg kan komme ind på boligmarkedet.