Fire repræsentanter fra AU i nyt investeringsråd: Skal pege på fremtidens indsatser i sund aldring
Aarhus Universitet har fire repræsentanter i nyt investeringsråd for Aarhus Kommunes sundhedsfond.
De ældste aarhusianeres sundhed er i fokus, når et nyudnævnt investeringsråd skal pege på indsatser og aktiviteter, som skal imødekomme fremtidens udfordringer på ældreområdet i Aarhus Kommune.
Byrådet har netop udnævnt tre medlemmer fra fakulteterne og erhvervsdirektøren til at sidde med:
- Philipp Schröder, professor på Institut for Økonomi, Aarhus BSS
- Helle Terkildsen Maindal, institutleder for Institut for Folkesundhed, Faculty of Health
- Mogens Vestergaard, professor på Institut for Klinisk Medicin, Faculty of Health
- Lone Ryg Olsen, erhvervsdirektør
Fonden kommer blandt andet til at have fokus på tidlig opsporing af demens, borgere med kronisk sygdom og at understøtte langsigtede initiativer, der fremmer et godt og aktivt liv uden sygdom.
Det femte og sidste medlem af investeringsrådet er formand for Etisk Råd, Leif Vestergaard Pedersen, som desuden udnævnes til formand for investeringsrådet.
Nyheden er baseret på en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.