Internationale topforskere etablerer sig på Aarhus Universitet

Med hver sin bevilling på 50 mio. kr. fra Laureate Research Grants fra Novo Nordisk Fonden rykker professor Daan van Aalten og professor Fulvio Reggiori deres forskning til Aarhus Universitet.

Den internationalt anerkendte biomediciner Fulvio Reggiori bringer sin ekspertise inden for autofagi, dvs. den proces, hvorved celler nedbryder og genbruger deres komponenter, til Danmark, når han den 1. juni 2022 starter som fellow på AIAS. Han etablerer samtidig sit nye forskningslaboratorium, Reggiori Lab, på Institut for Biomedicin. Det er muligt med en bevilling på 50 mio. kr. fra Laureate Grant fra Novo Nordisk Fonden. Læs mere om Fulvio Reggiori.

Professor Daan van Aalten er international ekspert inden for proteinmodifikationer med virkning på embryonal udvikling og neurodegenerative sygdomme. Hans forskning dækker over forskellige teknologier fra kemi, strukturel biologi, massespektrometri, cellebiologi og modeldyr. Professor Daan van Aaltens forskningsgruppe fra University of Dundee flytter til Institut for Molekylærbiologi og Genetik, hvor han tiltræder som professor og får til huse i de nye laboratorier i Universitetsbyen fra 1. juni 2022. Læs mere om Daan van Aalten.

Novo Nordisk Fonden uddeler Laureate Research Grants til førende internationale forskere, der ønsker at etablere en forskningsgruppe i Danmark. Hver bevilling på op til 50 mio. kr. er en rammebevilling, der dækker drift, løn og forskningsudstyr over syv år. Bevillingerne kan forlænges med yderligere syv år på baggrund af en ny ansøgning og en evaluering af projektet i det sjette år.

 

Kontakt

Professor, AIAS-fellow og sektionsleder Fulvio Reggiori

Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin,
Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS) og
University Medical Center Groningen, Institut for Biomedicinske Videnskaber for Celler og Systemer
Mail: f.m.reggiori@umcg.nl

Vedr. Professor Daan van Aalten

Institutleder Erik Østergaard Jensen
Institut for Molekylærbiologi og Genetik
Aarhus Universitet
eoj@mbg.au.dk - 28992567