Jeg blev lukket ind i livet

Det er midt om natten på rusturen. En gruppe af de nye biologistuderende sidder uden for hytten i skoven et sted i Jylland. Alle med en øl i hånden under stjernehimlen. Også Lone Frank. På et tidspunkt kigger én af hendes medstuderende på hende og siger en sætning, som stadig står tydeligt for hende i dag: ”Dig kan jeg sgu virkelig godt lide. Jeg synes, du skal skifte over til vores hold”.

”Der oplevede jeg en accept og en følelse af at blive lukket indenfor, som jeg ikke rigtig havde oplevet før. Jeg havde været en underdrejet, ensom ulv i min teenagetid, og så begynder jeg på biologistudiet på Aarhus Universitet og møder nogle mennesker, som jeg føler, jeg passer sammen med. Som har den samme humor og trang til frihed. For mig var studietiden en oplevelse af at blive lukket ind i livet”, siger Lone Frank, videnskabsjournalist og forfatter.

Slut med at få lektier for
Gymnasietiden på Amtsgymnasiet i Odder beskriver Lone Frank som trist og skoleagtig. Netop derfor føltes overgangen til det mere fri universitetsstudium som en befrielse.

”Studiemiljøet var netop ikke et skolemiljø. Du fik ikke lektier for. Der var forelæsninger, øvelser og pensum, men du bestemte selv, hvornår du læste det. Du kunne også lade være med at læse det – eller du kunne læse mere. Nu var der endelig selvbestemmelse. Jeg kunne selv indrette mig, og det var en åbenbaring”, siger Lone Frank.

Hun var seriøs med det faglige, men det sociale spillede en stor rolle. Læsegruppen, der også var en festgruppe. Fredagsbaren. De mange timer i Matematisk Kantine med de legendarisk store portioner frikadeller med rødkål til ingen penge. Lone Frank husker stadig, hvilke fantastiske, nørdede forskertyper der holdt til i hvilke hjørner af kantinen. Og hun begyndte at overveje, om hun ikke selv skulle være sådan én.

”Det, der trak, var dels forestillingen om at kunne blive på universitetet for evigt, dels en kærlighed til at fundere over grundlæggende biologiske spørgsmål”, siger hun.

Fra planterødder til ph.d.
Lone Frank fik studiejob på Institut for Biologi. Sammen med en anden studerende skulle hun stå i laboratoriet og pille små knolde af planterødder. Hænderne arbejdede hurtigt, når de små rodknolde forlod planterne og dumpede ned i beholderne med flydende kvælstof. Efter knoldene havde ligget der et stykke tid, kunne forskerne studere deres indhold af nitrogenfikserende bakterier. Studiejobbet førte Lone Frank ind i forskningsmiljøet. Grundet hendes specifikke interesse for neurobiologi valgte hun at skrive sit speciale på Neuropatologisk Institut på Københavns Universitet.

”Her opdagede jeg, hvor fantastisk Aarhus Universitet var. Der fandtes ikke et samlet studiemiljø på Københavns Universitet, folk arbejdede vidt forskellige steder, og jeg manglede den der følelse af at høre til, som jeg havde i Aarhus. Jeg indså, hvor vigtigt det faktisk havde været, og jeg er meget taknemmelig over at have haft det meste af min studietid på AU”, siger hun.

Forskningen er den røde tråd
Lone Frank blev ph.d. fra Odense Universitet i 1996. Dengang åbnede en ph.d. i neurobiologi ikke en hel masse døre, og efter en kort og ikke særlig mindeværdig ansættelse på et patentbureau begyndte hun som freelancejournalist på Weekendavisen og blev senere fastansat.

”Under ph.d. studiet i USA var jeg begyndt at skrive små artikler til danske aviser, og det gik op for mig, at skriveriet var langt mere lystfyldt end laboratoriearbejdet”, siger hun.

I dag står Lone Frank bag en række bøger, programserier og podcasts om videnskab. Forskningen er den røde tråd i hendes karriere, selv om hun ikke selv gik forskervejen.

”Jeg er optaget af den større sammenhæng omkring forskningen – hvordan forskningen udvikler den måde, vi ser os selv og verden på. Min grundlæggende interesse er at forstå mennesket og verden – og fortælle andre om det. Det er det, jeg kommer til at beskæftige mig med resten af mit liv”, siger hun.

Lone Frank bruger ofte sig selv i sin formidling. For eksempel i podcastserien Ingen elsker Lone Frank, hvor hun med udgangspunkt i sine egne erfaringer undersøger, hvad kærligheden er for en størrelse. Eller når hun i den prisbelønnede bog Mit smukke genom sætter sig for at finde ud af så meget som muligt om sine egne gener.

”Folk siger ofte, at de bedre forstår forskningen, når jeg inddrager eksempler fra mit eget liv. Så kan de spejle sig i det og lade sig fange af det. Men det skal ikke være sådan noget privat snaskeri, det skal have relevans for den større historie. Der skal være et formål med det”, siger hun.

Bare journalist?
Lone Frank bruger i høj grad sin uddannelse i sit arbejde som journalist.

”Når man skal interviewe forskere, er det helt uvurderligt at kende den verden indefra. Jeg trækker hele tiden på viden fra min uddannelse i biologi, som har givet mig en dyb indsigt i alt, der har med liv at gøre. Så når folk siger til mig: ”Tænk at have taget en hel ph.d. bare for at blive journalist” så kan jeg sige: ”Jeg fortryder ikke et sekund. Det har været det hele værd”.