Ny vicedirektør for AU Forskning med erfaring fra sektoren

Jacob Schmidt tiltræder som ny vicedirektør for AU Forskning 1. august. Han kommer med en bred erfaring som topleder – både fra sektoren og staten.

Jacob Schmidt

Jacob Schmidt går ind til stillingen som vicedirektør for AU Forskning med en solid erfaring som topleder i baggagen. Han er tidligere universitetsdirektør for Syddansk Universitet, og før det var han direktør i Sikkerhedsstyrelsen og underdirektør i DSB. Senest har han været administrationschef på Syddansk Musikkonservatorium. Jacob Schmidt er uddannet cand.polyt. fra DTU og har siden suppleret sin uddannelse med en HD i organisation og gennemført flere ledelsesforløb, bl.a. på INSEAD og Stanford.

Universitetsdirektør Kristian Thorn, som har stået i spidsen for ansættelsesudvalget, fremhæver hans store erfaring som leder og indgående kendskab til sektoren.

”Jacob Schmidt kommer med en betydelig viden om universitetsverdenen og administration i komplekse organisationer, og han har solid indsigt i administrativ støtte til forskning og innovation. Han har også rig erfaring med at lede organisationer gennem forandringer, og med sit stærke fokus på samarbejde er det et enigt ansættelsesudvalg, der har peget på Jacob Schmidt. Jeg glæder mig meget til samarbejdet”, siger Kristian Thorn.

Som vicedirektør kommer Jacob Schmidt til at tegne den strategiske retning for universitetets samlede forskningsadministration og sikre fortsat udvikling af det fællesadministrative område AU Forskning. Forskningsadministration er et område i hastig udvikling, som er drevet af nye muligheder for samarbejde og voksende eksterne krav, og en af hans første vigtige opgaver bliver at sikre en god organisering af aktiviteterne i AU Forskning, herunder at etablere en enhed for forskningsdata og -administration.

Jacob Schmidt ser frem til at stå i spidsen for AU Forskning og til at dykke ned i den faglighed, der er forbundet med forskningsadministration.

”Jeg glæder mig meget til at samarbejde med ledere, medarbejdere og de faglige miljøer om at give forskerne de bedst mulige vilkår for at hjemtage midler og bedrive forskning. Det står for mig som en meget meningsfuld opgave. Det er samtidig en kompleks opgave, som skal løses i fællesskab. Som leder er jeg optaget af mennesker og samarbejde – ved at gøre tingene sammen, gør vi det bedre end hver for sig, og jeg ser frem til at understøtte tætte team-samarbejder – både internt i enheden, på tværs af universitetet og med eksterne”, siger Jacob Schmidt.

Jacob Schmidt bor til dagligt i Odense med sin kone, der arbejder som forsker. Sammen har de fire børn, hvor to stadig er hjemmeboende.